Nyhed

Tidligere The Voice-finalist skudt og dræbt efter koncert

Amerikanske Christina Grimmie blev kun 22 år

Den amerikanske sangerinde Christina Grimmie, der i 2014 var finalist i den amerikanske udgave af talentshowet The Voice, blev skudt og dræbt, efter at hun havde holdt en koncert på spillestedet Plaza Live i Orlando, Florida nattten til lørdag. Det meddeler ABC News.

Ifølge nyhedskanalen gik en mand hen til kunstneren, da hun skrev autografer til fans efter koncerten, trak to pistoler og skød mod hende. Han blev herefter overmandet af Grimmies bror, hvorpå han skød og dræbte sig selv. Mandens identitet og motiv er endnu ukendt.

Den unge sangerinde blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand, men hendes liv stod ikke til at redde. Christina Grimmie blev bare 22 år gammel.


Grimmie fik sit gennembrud som deltager i amerikanske The Voice tilbage i 2014, hvor hun havde Maroon 5's Adam Levine som mentor. I konkurrencen endte hun på en tredjeplads, og i december i fjor deltog den nu afdøde artist på velgørenhedssangen "Love Song to the Earth" sammen med blandt andre Paul McCartney, Jon Bon Jovi, Fergie og Leona Lewis.

Se Christina Grimmie med musikvideoen "Advice" fra 2011:


 

ANNONCE