Nyhed

Amy Winehouse melder sig klar igen

”I’m fine. Honest!” Poppens femme fatale vil ændre adfærd.

For Skanderborg-gæster, der havde glædet sig til at opleve Amy Winehouse live, er det måske nok kun et beskedent plaster på såret, men ikke desto mindre har hun, fra sygelejet, i et interview med den engelske avis News Of The World, meddelt, at hun, fra og med i dag, er tilbage på jobbet igen.

Det var tilsyneladende kombinationen af en tre dages druktur, en overdosis og en efterfølgende udpumpning, der var skyld i, at Winehouse måtte aflyse Danmarks Smukkeste Festival. Det er langtfra første gang, hun har eksperimenteret med at blande sig en cocktail af substanser fra den euforiserende verden, ligesom det heller ikke er første gang, hun har måttet aflyse en koncert, men denne gang, udtaler hun, var det værre end nogensinde, og det kommer ikke til at gentage sig.

Overforbruget af feststimulanser har dog ikke fået hende til at gå i behandling, men tilsyneladende erkender hun, at hun er nødt til at ændre adfærd. I løbet af ugen gæsteoptræder hun ved Rolling Stones-koncerter i Tyskland, og i næste weekend spiller hun selv på V-festivalen i England.


Læs sladderbladets artikel her

ANNONCE