Nyhed

The Internet med Odd Future-medlemmer gæster Pumpehuset

Duoen The Internet fra Odd Future-kollektivet spiller koncert i København til august

Duoen The Internet fra Odd Future-kollektivet OFWGKTA spiller koncert på Pumpehuset i København mandag 15. august. Til koncerten bliver duoen bakket musikalsk op af et live-band, der også ledsager duoen på det seneste album "Ego Death" fra 2015, hvor også prominente gæster som Janelle Monae, Tyler The Creator og Vic Mensa medvirker.

De to frontfigurer i gruppen The Internet, Syd og Matt Martians, er trods deres alder allerede garvede producere og sangskrivere. Syd lærte sig selv at optage og producere, da hun blot var 15 år gammel, og hun medvirker også på sangene med sin stille, men aldeles kraftfulde vokal. Matts bidrag til bandet er, ud over at producere musikken i selskab med Syd, at spille synths. 

Duoen mødtes på det hedengange Myspace i 2008, for dog først at slå deres musikalske pjalter sammen tre år senere. De blev en del af det eksperimenterende musikkollektiv Odd Future, der med Tyler The Creator, Frank Ocean og Earl Sweatshirt i folden efterhånden har et aldeles stærkt musikalsk bagkatalog. Hos Odd Future begyndte Syd som dj og producer, men i 2011 blev lysten til at lave sit eget projekt større, og hun og Matt indspillede deres første fuldlængde album.


Hør "Girl" fra albummet "Ego Death" her:

Forsalget til koncerten er netop startet, og du kan sikre dig en billet lige her.


 

 

 


 

ANNONCE