Nyhed

Amy Winehouse – fortsat

Nedturen er ikke stoppet endnu

Det er ikke mange timer siden, vi her på GAFFA.dk skrev, at Amy Winehouse ville ændre adfærd. Den overdosis, der tvang hende til at aflyse Danmarks Smukkeste Festival, var, i følge hende selv, så skræmmende, at hun nødvendigvis måtte lægge sine vaner om. Dog meldte hun sig allerede klar til at tage med Rolling Stones til Tyskland i dag.

Nu ser det ud, som om hun får sig mindst en uge mere i sygesengen. Lægerne, der behandler hende, mener ikke det er forsvarligt, at hun rejser nogen steder i øjeblikket, så supportjobbene i henholdsvis Hamborg og Düsseldorf er overtaget af The Answer og Starsailor. Også næste uges V-festival i England er i farezonen. Festivalledelsen har i hvert fald allerede været ude med pressemeddelelser om, at de er begyndt at se sig om efter en erstatning.

Ifølge engelsk presse, der smæsker sig i soul noir-damens ulykke, nægter Winehouse både at anerkende problemet endsige at gå i behandling.


ANNONCE