x

Kløften Festival: Vi er festivalen med flest kvinder på programmet

Kløften Festival: Vi er festivalen med flest kvinder på programmet

I dag begynder Kløften Festival i Haderslev og fortsætter fredag og lørdag. Der er stadig ledige billetter, både partoutbilletter og endagsbilletter. Se mere om de forskellige billettyper, priser og forsalg på festivalens hjemmeside.

GAFFA har talt med presse- og bookingansvarlig hos Kløften Festival Erik Kock om årets line-up og om dét at være den danske festival med suverænt flest kvinder på programmet.

Hvem glæder I jer til at opleve på Kløften Festival?

– Vi glæder os til at se Velvet Volume, som er et nyt og spændende navn på den danske musikscene. Det bliver også skønt at se et udenlandsk navn i form af den amerikanske Beth Hart med den lidt blues-rockede stemme. Et tredje bud på noget interessant, der skal opleves på Kløften, er bandet Never The Bride, som er et rock and roll orkester fra England, med tre voldsomme kvinder i front. Derudover spiller traditionstro folkekære D-A-D og Kim Larsen hos os, der altid formår at starte en fest.

Er der nogen overraskelser i forhold til årets line-up?

– Vi kører et meget ungt program i år i forhold til det, vi plejer, så der er mange unge nye danskere, der gæster Kløften i år, f.eks. Phlake og Saveus. Derudover er vi faktisk også den festival i Danmark, der har suverænt flest kvindelige musikere, der spiller. Over 20 procent af vores program indeholder kvindelige musikere, mens en af de festivaler, der rangerer lavt på listen over kvindeligt spillende artister, er Tinderbox med kun ganske få kvinder på plakaten. Vi er meget stolte af at være i front på kvindelige artister.

Hvad er der særligt ved Kløften Festival?

– Vi bor i det mørke Sønderjylland, og har derfor lavet et bredt og alsidigt program, hvor der er plads til alle. Vi lægger stor vægt på, at der skal være musik til de unge også, så der er rigtigt mange unge scener. Vi har musik på fem scener, så lige meget, hvornår du kommer, vil der altid være to spillende koncerter at gå til. Man kunne kalde Kløften Festival for et slaraffenland for musikelskere.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA