Nyhed

Musikvideo: Rob Scallon tackler Megadeth-klassiker med én streng - på en spade

Lad os kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade

Fredag aften viste Dave Mustaine & co. på årets Copenhell, at Megadeth stadig kan spytte ild og svinge metalnæven. Flere anmeldere har hæftet sig ved gruppens høje tekniske niveau - hvad også kan høres på det seneste albumudspil, "Dystopia". Læs GAFFAs anmeldelse her.

Men kan man komme igennem en Megadeth guitarklassiker med kun én guitarstreng ... Spændt på en skovl? Sagtens, lyder svaret fra YouTube-fænomenet Rob Scallon. Du kan se ham fortolke thrash-klassikeren "Holy Wars ... The Punishment Due" her forneden.

Rob Scallon har tidligere imponeret os ved at spille 30 kendte guitarsoloer på kun ét minut og et frådende cover af Slayers "Reign In Blood" på banjo. GAFFA har tidligere konstateret: "Det er lige til at få kaffen galt i halsen af, hvordan Scallon skærende ansigtsudtryk aldrig får hans flittige fingre til at ramme ved siden af, og det burde få de fleste guitar-entusiaster til at terpe deres instrument lidt mere for at mestre de forskellige teknikker, der gør Scallons lille projekt muligt."

"Holy Wars ... The Punishment Due" stammer fra Megadeths klassiske album, "Rust in Peace" (1990), og er en af Megadeths mest kendte singler. På den originale indspilning medvirker også trommeslager Nick Menza, som døde under tragiske omstændigheder i maj.

Du kan se GAFFAs galleri fra Megadeths koncert på Copenhell her.


Se Rob Scallon spænde skovlen for livet med én guitarstreng på og thrashe løs:

ANNONCE