Strokes-guitaristen og band fik stjålet seks bærbare computere og et pas ved VoxHall-koncert
Kort før gårsdagens koncert med Strokes-guitaristen og singer-songwriteren Albert Hammond Jr. på VoxHall i Århus brød ukendte gerningsmænd ind i gruppens backstagelokale på første sal, hvor de fik stjålet seks bærbare computere og et pas. Det fremgik tydeligt fra scenen under koncerten, hvor en synligt irriteret Hammond Jr. flere gange beklagede over for publikum, at han var i dårligt humør, og at publikum ikke skulle tage det personligt. Hammond var da heller ikke engang gået af scenen, før han begyndte at sms’e, da koncerten var slut.
Da et af bandmedlemmerne som nævnt også fik stjålet sit pas, måtte gruppens tourmanager hurtigt tage kontakt til de relevante myndigheder, så bandet kan fortsætte deres turné, der fortsætter til Frankrig, Belgien, Italien og England. Det lykkedes dog at få udstedt et midlertidigt pas, så gruppen har nu forladt Århus.
VoxHalls Martin Budde, der var afvikler-ansvarlig på aftenen, fortæller:
– Tyveriet er sket, mens bandet var ude at spise kort før koncerten. Tyvene er efter al sandsynlighed kommet ind gennem bagdøren, der altid skal være låst.
Martin Budde fortsætter:
– Tyveriet er sket inden for få minutter. Opvarmningsbandet Kiss Kiss Kiss har i øvrigt ikke fået stjålet noget fra deres bandrum, og det lå ellers i studeetagen. I øvrigt er tyveriet sket, samtidig med at der har været folk i huset.
Vil dette tyveri få jer til at stramme op på jeres sikkerhedsprocedurer?
– Vi er meget kede af det, der er sket – og vil naturligvis overveje sagen grundigt. Vi synes ellers, vi har sikret os godt nok, når vi sørger for, at bagdøren altid er låst og ændrer adgangskoden fra koncert til koncert.
Er I ellers plaget af tyverier?
– Nej, heldigvis ikke, slutter Martin Budde.