x

Ryan Adams til Danmark

Ryan Adams til Danmark

Det seneste album fra amerikanske Ryan Adams er egentlig lanceret som et soloalbum, men som med to af de tre plader, han udsendte i 2005, var det faktisk indspillet med gruppen The Cardinals.

Bandet har også bakket sangskriveren op til koncerter de seneste år, inklusive da Adams sidst gæstede Danmark, hvilket var i oktober sidste år.

Nu vender Adams tilbage til København, og denne gang er det Falkoner Salen, der lægger scene til koncerten. De lægger samtidig også stole til, da koncerten vil blive spillet for et siddende publikum, som det var tilfældet, første gang Adams var i landet.

Valget af Falkoner kunne tyde på, at Adams ikke vil møde op i samme opstilling som sidst, og at det ikke vil blive samme højlydte og eksperimenterende affære som til koncerten sidste år.

Men det får tiden vise, og i mellemtiden kan vi fortælle, at forsalget til koncerten starter mandag 20. august klokken 10:00 via billetlugen.dk samt Fona-butikker landet over.

Bemærk, at koncerten er med nummererede siddepladser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA