Volbeat sælger Jyske Bank Boxen og Forum ud på 10 minutter

Volbeat sælger Jyske Bank Boxen og Forum ud på 10 minutter

Det tog kun 10 minutter, så var de i alt 25.000 billetter udsolgt til Volbeats to koncerter i Jyske Bank Boxen i Herning og Forum i København henholdsvis 19. oktober og 27. oktober.

Billetsalget gik i gang klokken 10 i dag, og klokken 10.10 var de 15.000 billetter i Jyske Bank Boxen og 10.000 biletter i Forum solgt. Det er helt uhørt for et dansk navn. Sidste år gav Volbeat Danmarkshistoriens største enkeltstående koncert for et dansk band på dansk grund, hvor de solgte 35.000 billetter i Tusindårsskoven ved Odense. Her blev der også udsolgt, men det tog dog flere måneder.

Volbeat har netop spillet på Tinderbox Festival i samme Tusindårsskoven i Odense. Her uddelte GAFFAs anmelder fem stjerner under overskriften "Velfortjent verdensnavn". Læs hele anmeldelsen her.

Volbeat spiller i aften på Nibe Festival, hvor der også er udsolgt af både partoutbilletter og endagsbilletter til i dag.

De fire koncerter – Tinderbox, Nibe Festival, Jyske Bank Boxen og Forum – bliver Volbeats eneste danske koncerter i år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA