Nyhed

Fænomenal film om Paco de Lucía

Mesterguitaristens søn har begået en allerede prisbelønnet dokumentar om fænomenet, vi mistede for tidligt for to år siden.

Foto: Camera Film

Paco de Lucía-fans kan godt begynde at glæde sig. Ligesom enhver, der elsker musik i almindelighed og flamenco i særdeleshed. Filmen, som Camera Film står bag importen af, får premiere den 28. juli.

Vi kommer helt tæt på hos den ellers sky legende. Det skyldes, at det er mesterens egen søn, der i daglig tale kaldes Curro Sánchez, der har begået dette minde over sin far (Curro er i øvrigt et af de mange kælenavne, folk med navnet Francisco har i Spanien. Andre er Paco, Fran, Franco, Kiko og Pancho. Red.). Filmen modtog sidste år den store Goya-pris i hjemlandet for årets bedste dokumentarfilm.


GAFFA har set filmen, og den er et veritabelt overflødighedshorn af flamencomusik, hvor vi ikke bare får en lang række af Paco de Lucías store øjeblikke, men også kommer indenfor i flamencoens verden, fra hans opvækst som søn af en guitarist på Europas sydspids i havnebyen Algeciras, videre til Madrid og derefter ud i verden. Filmen er en who's who inden for flamenco, og vi kommer med, da han første gang som stor knægt ankommer til USA som en af tre guitarister, hvor det hele egentlig skulle handle om hans bror, Pepe de Lucía, men helt ændredes, da en guitarist blev syg og Paco blev kastet for løverne på amerikansk tv i det berømte Ed Sullivan-show. Han var blot 15 år gammel.

Det er en stor styrke, at det er sønnen, der har lavet alle de fine interviews med en stjerne, der i bund og grund altid var sky og helst talte via sin guitar. Vi kommer inden om arbejdet med sine forskellige grupper, ikke mindst tiden med den berømte sanger, Camarón de la Isla, med vennerne indenfor jazzverdenen og endelig arbejdet de sidste år med sin egen gruppe, hvor ikke mindst de mange fif angående samarbejdet mellem Paco og danseren Farru er uvurderlige for dem, der elsker flamenco. Dertil en lang række af flamencoens og jazzens store, blandt andre Sabicas, José Greco, Carlos Santana, John McLaughlin, Estrella Morente og mange andre.

Det til trods er det ikke en film kun for nørder. Filmen er simpelthen et billede af et Spanien i kraftig udvikling fra tiden under diktaturet og frem til Pacos død af et hjerteslag på stranden med ungerne. Samt selvfølgelig et tæt portræt af en mand, der ikke troede på genier, men tværtimod hyldede kombinationen af talent, nysgerrighed, vovemod og hårdt arbejde.


Glæd jer!

ANNONCE