Loppen forvandles til dyreskue 17. oktober
Amerikanske Animal Collective kommer til Danmark til oktober, hvor man vil få mulighed for at høre materiale fra deres kommende album.
Bandet udsender 10. september pladen "Strawberry Jam", der skal følge op på "Feels" fra 2005, som GAFFAs anmelder dengang beskrev som "barnligt naiv og eventyrlysten, psykedelisk, ultra-eksperimenterende, drømmende, festlig, kompleks, atonalt a la Jandek, legende, dyrisk fandenivoldsk, trippende, letsindig, fandens humoristisk og en anelse prætentiøs (altså på den fede måde)".
Der er med andre ord noget at leve op til for det produktive band, der har udsendt syv plader siden 2000.
Animal Collective gæster Loppen 17. oktober, og billetsalget sættes i gang via Billetlugen.dk på en endnu ikke offentliggjort dato.