x

The Kills: Det er fascinerende og i hvert fald ikke kedeligt

The Kills: Det er fascinerende og i hvert fald ikke kedeligt

Garagerockduoen The Kills giver koncert i Store Vega tirsdag den 9. august. GAFFA har kort talt med duoens amerikanske halvdel, Alison Mosshart, om tiden siden sidste album, inspirerende kollegaer, bandets fremtid og livet på vejen nu om dage.

Mosshart og den britiske guitarist Jamie Hince dannede The Kills tilbage i 2001. Siden er det blevet til fem album, hvoraf det seneste, "Ash & Ice", udkom den 3. juni efter en albumpause på fem år.

I mellemtiden har Mosshart også haft travlt med sit sidespring som forsanger for Jack Whites rockede bluesprojekt The Dead Weather.

Hince havde imidlertid et slemt uheld i 2013 forud for en turné med Queens of the Stone Age. Her smækkede han en bildør over sin hånd og mistede brugen af sin venstre langfinger. Det resulterede i adskillige operationer og en ændring i hans spillestil samt en god udskiftning af grej til live-brug.

Det er dog et The Kills tilbage i fuld vigør på "Ash & Fire". GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen kvitterede med fem stjerner og konkluderede: "Asken er fra cigaretterne og isen er i whiskyen på dette følelsesladede, moderne og ikke mindst gode garagerock album."

Det er otte år siden, The Kills sidst gav koncert i Danmark. Her var det på Voxhall, hvor GAFFAs Pelle Sonne Lohmann gav fem stjerner og skrev:

"The Kills er kort og godt et fremragende liveband. Duoens snerrende og relativt nedbarberede udtryk, der skåret ind til benet er bygget op om maskinelle trommespor, forvrængede guitar-(blues)rundgange, aggressivt pågående vokaler og en ikke ubetydelig tæft for fængende melodier vinder meget ved at blive præsenteret i live-sammenhænge som denne." Læs hele anmeldelsen her.

Før I indspillede “Ash & Ice”, havde I arbejdet på andre projekter i et stykke tid – hvordan var det at lave jeres egen musik igen?

– Vi stoppede aldrig. Vi turnerede med "Blood Pressures" i tre år, og vi spillede stadig shows, indtil denne plade udkom. Så vi stoppede aldrig.

– Det er ikke som om, at jeg ikke lige så Jamie i et par år, og så hang vi pludselig ud sammen igen. Vi skrev sange i lange tid, og Jamie byggede et studie, og der tilbragte jeg meget tid, vi arbejdede på ting, så vi følte aldrig, at der var en pause.

Har det inspireret dig at arbejde med Jack White i The Dead Weather? Har du fået nye ideer, som du har brugt i sammenhæng med The Kills?

– Det ved jeg ikke. Jeg føler, at hver gang jeg laver noget eller indspiller noget, bliver jeg bedre til det, jeg gør, så det håber jeg. Jeg håber, at jeg ikke vader gennem livet uden at lære noget. Det er virkelig svært at sige.

– Det er ikke som om, at jeg får en virkelig god ide til en tekst i et band og overfører den til et andet band. Eller et riff. Det sker ikke. Det giver dig en følelse af at være i stand til at skabe, når du altid er åben og laver noget du elsker, og det er en rar fornemmelse at tage med i et hvilket som helst indspilningsmiljø.

Hvad kan vi forvente af The Kills i fremtiden?


– Jeg tror, at vi kan forvente at turnere en masse. Jeg tror, at vi vil være på vejen hele 2017 igennem. Det bliver spændende. På vores seneste turnéer har vi fået lov at spille steder, som vi aldrig havde spillet før.

– Det er meget spændende, så jeg håber på meget mere af det, og jeg håber at komme nye steder hen for første gang, fordi det er super cool – særligt når man har været i et band så længe. Man tror ikke, at der er så mange steder, man ikke har været. Det er spændende.

– Jeg ser frem til at turnere, flere rejser og begynde at skrive en ny plade, og før eller siden, når vi bliver trætte af vejen og ikke kan holde det ud mere, tager vi tilbage i studiet.

Puha … Hele 2017? Det er lang tid på vejen, er det ikke?

– Det er i forvejen lang tid på vejen. Vi har ikke haft nogle pauser endnu, og det har været fem måneder i træk. Vi får ikke en ny pause før den 20. november, så det er intenst.

– Sådan er musikbranchen nu om dage. Du er nødt til at spille hver aften, fordi du ikke har råd til at tage fri, og det er pænt sygt. Du er nødt til at være lavet af stål, finder jeg ud af nu. Det er meget anderledes, end hvordan det var for bare fem år siden, og det er stort set nonstop.

– Det virker dog som om, at der er steder i verden, det giver mening at besøge, som ikke eksisterede før. Det bliver ved med at vokse, nye byer, som du pludselig kan besøge. Vi føler os forpligtede. Hvis der er fans og folk, som vil se os, så er vi nødt til at forsøge at komme der bare én gang og prøve det af. Det er fascinerende, det er i hvert fald ikke kedeligt.

The Kills gæster Store Vega tirsdag den 9. august. Billetter er i salg og kan skaffes via Billetlugen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA