Nyhed

Føljeton: I Natasjas fodspor – del 3

GAFFAs Henrik Bæk tegner et spændende portræt af den kendte pige fra Bryggen, der ikke alene gjorde sig bemærket i USA og Danmark, men som også formåede at vinde det ellers så kritiske jamaicanske publikums hjerter

Natasja havde altid gerne ville slå igennem i reggaemusikkens hjemland Jamaica, og da hun en sen aftentime, mens hun sad og stressede af med at spille computerspil, ved en tilfældighed så en annonce i Irie FMs nyhedsbrev om den store talentkonkurrence Big Break, vakte det hendes opmærksomhed.

Som deltager skulle man indsende fire originale sange til radiostationen. To af numrene egnede sig dog ikke til det jamaicanske radiopublikum, der kører en temmelig streng kodeks for, hvad man må sige i æteren. Derfor blev numrene "Bonfire" og "Summercute" hurtigt sorteret fra, da de begge indeholder bandeord.

Det blev i stedet "45 Questions", som Natasja sammen med Pharfar havde fået produceret i Mad Professors studie i London, der skulle vise sig at være afgørende. Men hun skulle lige have et kærligt lille puf med på vejen. Karen Mukupa husker det sådan:

"Hun blev faktisk også opfordret til at deltage af den amerikanske musikadvokat Stephen Greig, som Natasja og jeg havde mødt på Jamaica i 2005. Han sendte hende en mail og spurgte, om ikke hun ville være med i den her Red Stripe-konkurrence, og jeg kan huske, hun var sådan lidt ’åh, ja jeg ved ikke rigtig’. Hun tog det virkelig nonchalant, men på den anden side ’det kunne jo ikke skade noget’, om hun sagde."


Konkurrencen på radiostationen Irie FM skulle på mange måder blive en milepæl i Natasjas karriere.

Blandt mere end 700 deltagere blev Natasja og "45 Questions" valgt ud til den endelige finale på 12 finalister i årets Big Break-konkurrence. Karen Mukupa var ikke i tvivl om, hvad det handlede om.

"Shit, sagde hun – så bliver jeg nødt til at tage derned igen. For Natasja handlede det om at se, om hun var god nok, hvilket der slet ikke var nogen tvivl om, da hendes tekster var flere lysår foran, hvad de andre skrev – alene bare dybden i det, hvis du forstår."


Natasja pakkede kufferten og rejste afsted – denne gang alene, da Mukupa havde fået fast arbejde som sanger i Tivoli Varieté.

"Natasja har altid været vildt fascineret af Jamaica. Hun skrev indtil dette tidspunkt alle sine sange på patois (red. jamaicansk dialekt) og på et tidspunkt troede hun faktisk, hun var halvt jamaicaner," fortæller Karen.

"Hvis man tror på det der med flere liv, så har hun måske en gang levet et liv på Jamaica," griner Karen og fortsætter, "lige så længe som jeg har kendt Natasja, lige så længe har hun set det som en drøm at være en del af det jamaicanske musikmiljø. Shelly Thunder (red. afdød kvindelig dj) var en af Natasjas største idoler. Hun var faktisk også jockey ligesom Natasja. For Natasja var accepten fra det Jamaica det vigtigste – det var for hende den hellige gral. Hun havde en klar forestilling om, at hvis hun kunne blive stor på Jamaica, så kunne også blive det i resten af verden."

Efter en turné Jamaica rundt skete dét. "And the winner – for 2006 – is none other than: Natasjaaaaa – the lady from Denmark," råbte den populære radiovært G.T. Taylor i mikrofonen fra galopbanen i Portmore, der meget passende for den tidligere jockey dannede rammen om den store finale. Natasja var kåret som vinder!

En kæmpe bedrift. Konkurrencen har aldrig tidligere eller senere haft en udlænding som vinder, hvilket i sig selv er en bedrift.

"Jeg husker, at jeg så hende kort efter hun havde vundet. Det var på Roskilde Festivalen og der var ligesom en skinnende aura over hende. Hun strålede bare," fortæller Karen.

Hovedpræmien var en massiv eksponering i Jamaica og med det – en optræden på øens største reggaefestival Reggae Sumfest.

Sumfest blev etableret tilbage i 1993 og er gennem årene bevidst blevet brugt som en platform til at eksponere nye talenter inden for den jamaicanske musikindustri, ligesom festivalen hvert år er kendt for at præsentere en række af de største navne inden for genrerne dancehall og reggae – heriblandt en række navne, der kun sjældent optræder i Europa.


Reggae Sumfest forløb i 2006 over seks dage, og dengang var der Dancehall Night om fredagen, der primært tiltrækker et rent jamaicansk publikum til et overflødighedshorn af jamaicanske dancehall-stjerner som Beenie Man, Bounty Killer, Elephant Man, Lady Saw, Ding Dong og mange andre.

Festivalen rundedes af med to såkaldte International Nights, hvor store internationale stjerner uden for reggaemusikken blev fløjet ind. Blandt disse navne finder man her Busta Rhymes, Missy Elliott, 50 Cent, Rianna, Usher og Rick Ross.

"Natasja havde vundet en optræden på den ene af de to International Nights, men der var ingen tvivl om, at for Natasja var det Dancehall Night, der trak," fortæller sangerinden Teresa Jackman, der var med Natasja til Sumfest og som nu er stødt til Karen og mig på den lille café. "Det er den aften der for alvor tiltrækker det jamaicanske publikum. Dertil kom at hendes optræden blev rykket frem til kl. 21:00. Oprindeligt skulle hun have optrådt til primetime kl. 01:00, hvilket hun var skuffet over."

"
Vi sad backstage til Dancehall Night, hvor Beenie Man og Bounty Killer optrådte og dér var Natasja glad. Den aften hvor hun selv skulle optræde, var hun ligeglad med. Hun var træt allerede klokken tolv og ville bare hjem på hotellet," husker Teresa, der måtte afbryde sin ferie på Barbados for at flyve til Jamaica for der at give Natasja support på scenen som backingsangerinde.

"Det lignende slet ikke Natasja, der altid var i festhumør backstage. Det var et antiklimaks for hende og hun var skuffet, så det endte egentlig lidt fladt for hende, hvilket jeg synes var ærgerligt," fortæller Teresa.

"
Hun fortalte mig efterfølgende, at hun var inviteret til Damian ’Junior Gong’ Marleys afterparty," supplerer Karen. "Han havde sagt til hende, at hun var The Female Junior Gong."

"Ja, han gav hende den vildeste respekt, men Natasja ville bare ikke med," slutter Teresa.

Meget er sket siden Natasja deltog på Sumfest i 2006. Festivalen har fået ny ejer - den amerikanske mangemillionær Josef Bogdanovich – og med ham er der kommet nye "boller på suppen".


International Nights er afskaffet og med ordene "Our Music, Our Festival" skal festivalen fremover alene portrættere jamaicansk musik og kultur. I dag afvikles festivalen over fem dage, hvor Dancehall Night og Reggae Night er de to store aftener.

I næste del af historien om Natasja kommer vi backstage til festivalen og håber på at få et interview i kassen med dancehall-stjernen Beenie Man, der havde en meget vigtig rolle i Natasjas karriere og gennembrud i dancehall miljøet.

Du kan livestreame Reggae Night lørdag via dette link: http://reggaesumfest.com/#livestream, men husk på at Jamaica er syv timer bagefter dansk tid.

 


Henrik Bæk

Henrik Bæks tur er støttet af fondsmidler fra Kulturstyrelsen.

ANNONCE