Nyhed

Chumbawamba arbejder med og mod storkapitalen

Anarkistrockerne får penge af General Motors - og giver dem til græsrødder

Det kan umiddelbart virke lidt besynderligt, at man kan opleve den stærkt venstreorienterede engelske gruppe Chumbawambas nummer "Pass It Along" i en reklame for General Motors’ Pontiac-biler - men der er en mening med det.

Chumbawamba har ganske vist solgt sangen til reklamebrug for ca. 840.000 kr., men de har - uden General Motors’ vidende - givet pengene videre til to græsrods-organisationer, skriver de på deres hjemmeside, www.chumba.com.


Den ene organisation er Corp Watch, der holder øje med multinationale koncerner og bl.a. har et særligt øje til netop General Motors, som de beskylder for ikke at gøre nok for miljøet. Den anden organisation er Indy Media, en alternativ mediegrupppe.


Chumbawamba skriver, at det godt kan være i orden at have penge, hvis de er i de rigtige hænder. Gruppen skriver videre, at beslutningen om at modtage penge af General Motors skete efter en længere diskussion, og at de kun tog imod pengene, fordi de kunne gå videre til græsrodsorganisationer.

ANNONCE