Danmarks mest elskede rockorkester gør comeback på Grøn Koncert efter hele seks års pause
Danmarks mest elskede rockorkester gør comeback på Grøn Koncert efter hele seks års pause. Denne gang kan publikum glæde sig til at høre et legendarisk D-A-D-album i sin fulde længde – enten No Fuel Left For The Pilgrims eller Riskin’ It All, alt afhængig af, hvilken koncert man ser. Begge koncerter bliver spækket med ikonisk scenografi. Her deler sanger og guitarist Jesper Binzer ud af sine bedste minder fra Grøn Koncert.
Hvad tænker du som det første, når du hører ordene ”Grøn Koncert”?
– Først og fremmest tænker jeg, at det er en dansk ting, som har meget lang tradition. Det er en ret fantastisk blanding af omrejsende cirkus og kulturinstitution. Vi har jo været der rigtig mange gange, og stemningen har aldrig rigtig ændret sig. Det er ultimativ fritid. Det er feriestedet, hvor publikum bare vil underholdes. Et fristed, hvor man heller ikke nødvendigvis skal dukke op med de allermest nyskabende kunstneriske intentioner, men hvor der virkelig bliver stillet krav til ens evner til at underholde.
Hvilken positiv forskel har det gjort for jer at være med på Grøn Koncert?
– Den aller-allervigtigste ting, som folk må forstå, er, at når vi bor i sådan et lille land, og når man er et dansk band, der kun har danske fans, så er chancen for at spille otte koncerter i træk meget kærkommen. At få lov til at spille så mange dage i træk gør, at musikken lagrer sig, og at – for nu at bruge dét ord - fagligheden højnes. Man kommer tættere på sit eget materiale. Man bliver bedre til at underholde.
Hvad er dit bedste minde fra Grøn Koncert?
– Vi har haft noget ekstremt tungt og farligt byggemateriale med, hvor vi har løftet trommerne op på alle mulige måder. Der er en accept af, at D-A-D skal give deres ypperligste i forhold til underholdning og åndssvagheder, når det kommer til Grøn Koncert. Vores forslag til åndssvagheder bliver altid modtaget med kyshånd. Så mine bedste minder handler om de fuldstændigt sindssyge ting, vi har gjort.
Det er måske ikke noget, I oplever på samme måde til almindelige koncerter?
– Det er umuligt! De ting, der kan lade sig gøre på Grøn Koncert, er simpelthen umulige andre steder. For på Grøn Koncert kan man rigge ret meget tungt jernmateriale op. Med wire og det hele. Det kan man ikke gøre på en almindelig indendørsturné. Og de andre festivaler har slet ikke tid eller lyst til, at man går ud over rammerne – ud over den firkantede kasse, som scenen er. Men på Grøn Koncert er der en klar fornemmelse af, at man kan trække sit stærkeste skyts frem.
Hvad er det særligt fede ved Grøn Koncert-publikummet?
– Det vildeste ved publikum er, når de mærker, at der bliver slået en rigtig guitar an, og når der bliver talt til fire på en hi-hat. Så kan man bare mærke, at de tænker, "årh, nu er vi hjemme i rocken!". Det er den dér måde, hvorpå folk bare tager imod noget ægte musik. Det er ret vildt at se. Også fordi vi kan samle både forældre og børn. Du kan se både far og søn med knytnæverne i vejret til en D-A-D koncert. Den dér samlende ting, som sådan en rockkoncert er – den kender vi alle sammen. Det er – i mangel af bedre ord – en demokratisk lyd.
