Nyhed

Billy Corgan vil gerne gå i Guns N'Roses' fodspor

Ifølge kilder i musikbranchen forsøger Corgan at gendanne 90'er-koryfæerne Smashing Pumpkins i deres orignale line-up til koncerter næste sommer

Billy Corgan har siden sin storhedstid i 90'erne med Smashing Pumpkins gjort sig bemærket for sin evne til at fornærme andre. Det er i tidens løb ikke kun gået ud over musikalske kollegaer, men også tidligere bandkammerater har fået den iltre forsangers bidske kommentarer med på vejen ud af døren.

Ingen broer er dog så brændte, at de ikke kan genopbygges igen. Corgan skulle nemlig efter sigende pønse på at gendanne den originale line-up af Smashing Pumpkins til en række koncerter næste år. Det skriver NME.

Måske det er den store succes, Guns N' Roses nyder i disse dage, som har fået Corgan på nye tanker. Han har ellers fortsat Smashing Pumpkins, som han først opløste i 2000, i en slags light udgave siden 2007.

Trommeslager Jimmy Chamberlin har han holdt et tæt samarbejde med, og de to spillede sammen så sent som sidste sommer. Guitarist James Iha overraskede i marts, da han for første gang i 16 år delte scene med Billy Corgan. Det satte da også gang i rygtemøllen om, hvorvidt han kunne være villig til at vende tilbage til sit gamle band.

Årerne har ikke været helt så gode ved bassist D'Arcy Wretsky. Hun forlod bandet i 1999 for at forfølge en skuespillerkarriere, der aldrig rigtig lettede. I mellemtiden er hun forsvundet fra offentlighedens søgelys, og hendes navn har været nævnt flere gange de seneste 10 år i forbindelse med anholdelser. Hun skulle dog have udtalt, at hun vil overveje at arbejde sammen med bandet igen.

I en Facebook vlog fortæller Corgan sine fans: "Der er ved ske noget stort. Vi er ved at planlægge. Jeg kan ikke afsløre det, men det bliver interessant."


Ifølge Consequence Of Sound siger en kilde i musikbranchen, at Corgan forsøger at booke et gendannet Smashing Pumpkins til shows og festivaler næste sommer. Det vil være den første gendannelse af den originale line-up siden 2000.

Smashing Pumpkins var sidst albumaktuelle i 2014 med "Monuments to an Elegy". Her hæftede GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez sig særligt ved bandets evne til at skue fremad i stedet for at hvile på lauerbærene. "Og så skal der desuden lyde ros til Billy og hans skiftende kumpaner for ikke krampagtigt at forsøge at holde fast i fortidens dyder, men i stedet turde se fremad og føje nye farver til Pumpkin-navnets ellers så sortrandede pallet," skrev han. Læs hele anmeldelsen her.

Se Smashing Pumplins' update på Facebook her:

ANNONCE