x

Liga relanceres

Liga relanceres

Kristian Leth er fortsat vært på DR’s musikprogram Liga, men det bliver en af de få ting, programmet har til fælles med den version, der tidligere har været vist om eftermiddagen, når den relancerede udgave går i luften til september.

I de nye programmer vil der komme mere fokus på gæster og livemusik, og ifølge værten er målet at præsentere så meget forskelligt som muligt i hvert program.

”Gæsterne spiller ikke live, og de, der spiller live bliver ikke interviewet. I stedet for at dedikere en masse tid på en kunstner, vil vi hellere præsentere en masse forskellige ting for folk, så de får en masse gaver i hvert program. Det skal kæles for hvert sekund, som i gamle dage, når man så Simpsons, og hver gang der havde været noget fedt, så kom der hele tiden lidt mere, der også var fedt. Vi vil have, at folk skal tænke: ”Wow, har de også det?”, så at give folk gaver er det udtryk, jeg bliver ved med at have i tankerne”.

I det første program vil Thomas Troelsen være gæst i programmet, hvor han blandt andet vil få lov til at spille videoer, der har betydet noget for ham. Den engelske sangskriver PJ Harvey vil optræde live, og så har Liga besøgt Magtens Korridorer i studiet i Malmö.

Der arbejdes fortsat på at få lavet aftaler med kunstnere og med at redigere indslag. Men Kristian Leth ville allerede nu godt løfte sløret for en række af de navne, man i løbet af efteråret vil kunne opleve i programmet. Blandt andet vil Figurines, The Kissaway Trail, Kirsten Ketsjer og Spektr dukke op som musikalske gæster, Trentemøller, Burhan G og Nikolaj Nørlund vil komme i studiet, og så kommer der en reportage fra USA, hvor Liga har besøgt duoen The Storm i studiet samt indslag om Speaker Bite Me, Murder, Efterklang, Said The Shark og Snake & Jet's Amazing Bullit Band.

Men selvom sendetidspunktet og formatet ændrer sig, understreger Kristian Leth, at den fundamentale filosofi bag programmet fortsat er den samme.

”Liga er stadig et musikprogram med holdninger. Det handler om, at der tages stilling til den musik, der bliver præsenteret. Samtidig kan vi tillade os mere i det nye format, fordi programmet nu vises om aftenen. Der vil blive vist færre videoer, men til gengæld vil vi hver uge vise en udenlandsk video, der ikke bliver vist andre steder, så jeg tror, det bliver sjovere”.

Liga kan opleves første gang i den nye sendetid på DR torsdag 13. september, og derefter hver torsdag aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA