Nyhed

Så er vinderne af KarriereKanonen fundet

Se hvem vinderne blev og hør deres musik her

Årets udgave af KarriereKanonen er nu afsluttet og tre heldige vindere er fundet. Radioens bud på morgendagens stjerner af 2016 er r&b-sangerinden Lærke Emilie (billedet), rockbandet Dør nr. 13 og rapperen k-Phax.

Baseret på deres optræden til Smukfest i går er de tre talenter netop blevet udpeget til vindere af KarriereKanonen 2016 – og dermed til at gå i fodsporene på tidligere vindere – og nu prominente kunstnere – som Marie Key, Magtens Korridorer og The Minds of 99.

"Vinderfeltet består af kunstnere, som lyder vidt forskelligt fra hinanden. Der er den unge k-Phax, som har siddet i Sønderjylland og skabt et unikt og moderne hiphopunivers, som han formår at suge folk ind i. Der er Dør nr. 13, som er et skarpskåret rockband med en karismatisk, poetisk og samlende frontfigur. Og der er Lærke Emilie, som er en hudløst ærlig r&b-sangerinde med klare bud på hits og et stærkt live- og producer-setup. Det er alle sammen navne med numre, som træder frem, og navne, hvor KarriereKanonen håber at kunne hjælpe med yderligere profilering," fortæller talsmand for Smukfest og jurymedlem Poul Martin Bonde.


En konkurrence er selvfølgelig intet uden en præmie, og de tre vindere får nu skræddersyet et udviklingsforløb, som skal støtte deres videre musikalske liv. Derudover skal de tre vindere spille på Smukfest 2017.

De tre vindere kan høres nu på DRs hjemmeside.

Læs en længere GAFFA-reportage fra KarriereKanonen-finalen


 

 

 

ANNONCE