Nyhed

Se: Snart albumaktuelle James Vincent McMorrow er klar med ny musikvideo

McMorrow giver også dansk koncert til oktober

James Vincent McMorrow har løftet sløret for musikvideoen til den nye single "Rising Water", der er taget fra hans kommende tredje album "We Move", der udkommer på Believe Recordings den 2. september. Se den her forneden.

McMorrow fortæller om videoen: "Jeg fortalte ikke David (instruktøren), hvad jeg gerne ville se i videoen. Jeg fortalte bare, hvad sangen betyder for mig, og hvorfor jeg skrev den. Derudover var han fri til at lade sine instinkter råde. Han kom tilbage med den perfekte idé, jeg kunne ikke have håbet på mere."

Videoen rammer tematikken for McMorrows kommende album, nemlig at modgang ikke nødvendigvis betyder stilstand. Han fortsætter:


"I mine øjne har han lavet en video om, hvad vi mennesker gør for at komme helskindet ud på den anden side af et stort tab. Jeg har sagt det før, men en af de centrale idéer, som albummet bygger på, er at tungsindighed og dans ikke behøver at stå i opposition til hinanden, at en ulykkes soundtrack ikke behøver at være langsomme tempi og moltonearter. Det er den video, som David har lavet – en video der reflekterer over både livets absurditet, skønhed, humor og tragedie."

I 2016 har James Vincent McMorrow opnået imponerende 100 millioner streams, han er blevet samplet af Drake, samarbejdet med Kygo og været involveret i den virale succes-trailer for den seneste sæson af Game of Thrones.

GAFFA anmeldte McMorrow, da han optrådte på NorthSide 2014, hvor anmelder Steen Fabrin Michelsen uddelte tre stjerner og blandt andet skrev følgende: "Ingen kan betvivle hans musikalske talent. Især må man bøje sig i støvet for hans vokalmæssige overlegenhed med en falset uden sidestykke. Den minder selvfølgelig en hel del om Bon Ivers, men er mere ren og klar. Samtidig er numrene symfonisk komplekse med en detaljerigdom, der er et klunkehjem værdigt. De følsomme indiehymner bygges op for det næste øjeblik at brydes ned. Og ind i mellem tages vi med på gevaldige udflugter med fare for at komme på afveje. Det bliver ganske enkelt lidt for meget for min smag, og jeg mangler sange, der på mere direkte vis rammer og rører." Læs hele anmeldelsen her.

"We Move" udkommer forud for en 17 dages Europaturné, der bl.a. bringer James Vincent McMorrow til DRs Koncerthus d. 23. oktober. Billetsalget er begyndt, og billetter kan skaffes via Billetlugen.dk

Se "Rising Water" her:

ANNONCE