x

Sziget Festival-reportage del 2: Det er kun fantasien, der sætter grænser

Sziget Festival-reportage del 2: Det er kun fantasien, der sætter grænser

Arkivfoto. 

Der er blevet skruet op for varmegraderne i Budapest. Det mørke skylag er fordrevet og solen kaster sit skær ned over byens majestætiske bygninger. Vi beslutter at nyde den bagende sol på en fortovscafé i byens gader, før vi endnu en gang tager en taxa ind mod de støvede stræder på øen.

Hver aften ved skumringstid stimler gæsterne sig sammen foran scenekanten på hovedscenen. Det er ikke for at høre musik, men i stedet for at stå skulder om skulder og hylde fællesskabsånden. En rungende stemme fra lydtårnet giver en berusende brandtale til folkeskaren, der har fået udleveret kulørte flag, som de entusiastisk lader blafre over hårkronerne. "Vi er sønner og døtre af samme klode. Kapitalismen er ved at ødelægge vores planet, så det er på tide, at vi står sammen for at redde vores klode," lyder det gispende fra højtalerne. På skærmen begynder en minuttæller langsomt at tælle ned, og da tælleren rammer nul, buldrer musikken højlydt over plænen, mens en sværm af flag blafrer euforisk gennem luften.

Ungarsk tungevridning og vuggende reggae

Umiddelbart efter træder det engelske orkester, Bastille ind på scenegulvet. På en festival, hvor tung eurotrance strømmer gennem stræderne, er bassen, ikke overraskende, det mest dominerende i lydbilledet. Fuldstændig uanfægtet af at orkestrets indiepop byder på flere nuancer end lydstyrke nok til at vende muld på en græsmark. Derfor kommer deres åh-baserede vokalmelodier til at sygne hen under galoperende trommeslag og buldrende bas. Deres cover af "No Scrubs" med TLC vækker begejstring hos publikum, der skråler med på halvfemserhittet af deres lungers fulde kraft.

På Telekom VOLT-scenen har det ungarske Hiperkarma tiltrukket sig en sværm af ungarere, der brøler med på orkestrets hårdtslående rockpop. I kombinationen af letbenede instrumentalmelodier og en nærmest rappende vokal, der spytter ord som skidt fra en spædekalv, får de stemningen op på kogepunktet. Vi gør et forkrampet forsøg på at ramme tonen, men det er flere tungevridninger, end vi kan bære, så vi går endnu en gang på opdagelse.

Under teltdugen på A38 har den tyske hiphopkvartet K.I.Z. tændt et sandt festfyrværkeri. Deres tysksprogede rap vækker genklang hos det overvejende tysktalende publikum, der virker, som om teksterne sidder på deres rygrad. De tunge beats skælver i gulvbrædderne, og foran scenekanten vælter gæsterne rundt i en opblusset moshpit. Et kærkomment spark i løgposen, der fører os videre ud på pladsen.

Manu Chao La Ventura sørger for at tænde en rødglødende ild i den spæde nat. Vuggende rytmer, svælgende blæs og hurtige guitarstrøg bliver omdannet til sprudlende dans på plænen foran hovedscenen. En koncert, der slutter ring om festivalens frihedsbudskaber med farverig grafik og kærligheden som omdrejningspunkt. Det virker legende let for orkestret, at lukke favntaget om gæsterne med klassikere som "Me Gustas Tu".

Aftenen ender endnu en gang på A38, hvor britiske Editors stavrende og sveddryppende er badet i kølige lyskegler, mens tre store industriblæsere drejer langsomt rundt bag dem. Et blakket udtryk, der umiddelbart ikke falder i hak med deres melodiøse rock. Uheldigvis står vi foran en kraftig blæsermaskine, der af uransagelige årsager er placeret mellem publikum. Den summende lyd gør det næsten umuligt at høre nuancerne, og desværre bliver det ikke bedre, da vi bevæger os længere ind i mængden.

"Det er oplevelsen, der tæller"

Lørdagen begynder i festivalens cirkustelt, hvor akrobater plejer at slynge og vride sig under den røde teltdug. I dag bliver der holdt pressemøde, og internationale journalister sidder derfor side om side på teltets skrånende stolerækker. "Vi har forsøgt at skabe en fantasifuld festival uden modstykke," lyder det fra festivaldirektøren, Károly Gerendai. Hvis man betragter det propellerende billetsalg, er det en vision, der er lykkedes. Festivalen er i år besøgt af knap en halv million mennesker, der enten slår teltpløkkerne i jorden for hele ugen eller kommer forbi en enkelt dag. "Vi ligger i skarp konkurrence med andre festivaler verden over, der alle er ude efter den samme håndfuld hovednavne. Vi har derfor måtte øge vores musikbudget, men har også måttet erkende, at det er oplevelsen, der bør tælle mest," forklarer de. Det er et budskab, som gæsterne har fanget, da næsten halvdelen af billetterne bliver solgt, allerede inden musikprogrammet bliver offentliggjort. De opfordrer os derfor til at udforske seværdighederne, inden vi træder ud i den bagende sol og forsvinder ind i menneskemylderet.

Vi beslutter os for at slumre ved strandbaren, hvor gæsterne plejer deres tømmermænd med brætspil, reparationsøl og beroligende yogaøvelser. Selvom floden er skærmet af med høje metalhegn, er der stadig smalle stenbredder, hvor man kan brede sine håndklæder ud og derfor bevare illusionen om strandferie midt i den pulserende feststemning.

På A38 får amerikanske !!! en sløv begyndelse. Orkestret er en halv time forsinket, og utålmodigheden spreder sig som ringe i vandet hos publikum, der begynder at råbe højlydt mod den tomme scene. De utilfredse røster forstummer heldigvis hurtigt, da orkestrets spjættende discofunk løber ud over stepperne. Som kidnappet fra et blinkende dansegulv i discoens storhedstid får forsangerens gummiben og hoftevrid hurtigt distraheret fra det faktum, at hans skingre falset ikke altid rammer hovedet på sømmet.

Farvepulver, islandsk tryllestøv og støjguitar

Selvom koncerten er både opløftende og underholdende, skynder vi os videre til pladsen, hvor det er tid til aftenens hyldest af fællesskabet. Flere tusinde poser med farvepulver bliver kastet ud til gæsterne, der griber ud efter dem, som var det brød efter flere måneders faste. Da minuttælleren rammer nul, bliver det farverige pulver kastet mod himmelrummet og dækker hurtigt pladsen i en tåget støvdis.

Støvet har knapt lagt sig, før islandske Sigur Rós indtager hovedscenen. Selvom orkestret er tryllebindende, virker de også svært malplacerede på den store scene og i skæret fra den dalende sol. Flere har sat sig i skrædderstilling, mens andre står i klaser og snakker højlydt, som lyttede de til sagte muzak i en elevator. De skrøbelige og ømfindige toner får til gengæld skabt en ro over pladsen, der minder om følelsen af at finde en fredfyldt lysning i en vildtvoksende skov. Bandets brusende dynamikker virker som et eventyrligt soundtrack til øens frodighed.

I Afro-Latin Reggae Village er festen ved at eskalere. Der bliver blændet op for vuggende reggaerytmer, der virker stærkt forfriskende. Vi beslutter, at festivalen ikke skal snydes for synet af vores mesterlige bevægelser. Det er samtidig med erkendelsen af, at andre steder på pladsen bliver der kastet håndtegn til hiphop, hoppet til balkan, slynget med håret til metal og hamret til eurotrance. Det er bare et spørgsmål om at tage en ske og skovle til sig af musik og oplevelser.

Aftenen runder af med Muse, der desværre ikke har lydmanden på deres side. Vokalen lyder som en sagte hvisken, der bliver overmandet af guitarens overvældende lydstyrke. Det lykkedes alligevel at få trumfet deres største sange igennem og det sker under bifald og skrålesang fra pladsens sværm af mennesker.

Sziget er en jungle af indtryk. Har du brug for et skud adrenalin, kan du bungyjumpe. Har du brug for afslapning, kan du dyrke yoga eller gå til healing. Har du brug for kropsudsmykning, kan du blive tatoveret. Har du brug for musik, behøver du ikke bevæge dig mere end to skridt. Der er uanede muligheder, og selvom øen ikke er overvældende stor, er det alligevel vanskeligt at gabe over alle mulighederne. Hvis du ikke føler musikprogrammet er prangende, så husk, at festivalen er meget mere end musik. Det er en oplevelse. En verden for sig, hvor kun fantasien sætter grænser.

Du kan læse mere om festivalen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA