Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Weekenden nærmer sig med hastige skridt. På GAFFA har vi samlet vores bud på weekendens 11 essentielle koncerter, som du kan fejre de kommende dage med.

TORSDAG DEN 18. AUGUST:

København

Julia Holter, DR Koncerthuset

Nysgerrig, fantasifuld og eksperimenterende. Sådan kan den californiske sangerinde og sangskriver beskrives. Hendes lyd bevæger i det indiepoppede univers med lån både fra elektronisk og klassisk musik. Hendes seneste album ”Have You In My Wilderness” fra 2015 fik hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, der dengang kaldte Holter for ”sin generations allermest interessante og kunstnerisk kompromisløse kreative kraftcentre.” Sidst hun gæstede Danmark var i november 2015, hvor hun gæstede Vega, og hvor GAFFA gav hendes optræden fire stjerner. Julia Holter spiller i DR Koncerthusets Studie 2 torsdag aften.

 

 

 

Bornholm

Wonderfestiwall, Allinge

Weekenden byder også på festival i det bornholmske. Fra den 18. august til og med den 20. august lukker Wonderfestiwall dørerne op for 8. år. Wonderfestiwall afholdes i år ved Opalsøen, en badesø omringet af granitklipper. På festivalen spiller en række kunstnere som Dizzy Mizz Lizzy, Saybia, Scarlet Pleasure, Mads Langer og Phlake. Sidst nævnte kan ses i musikvideoen for deres megahit ”Pregnant”:

 

Aarhus

Melodica Festival, Gyngen

En mindre festival, der foregår i denne weekend, er Melodica i Aarhus. Festivalen beskriver sig selv som en international sangskriverfestival og byder i år på seks nationaliteter. Festivalen er som udgangspunkt gratis, dog opfordrer arrangørerne til, at man som publikum betaler en 50’er i indgangen for at støtte festivalen og dække rejseomkostningerne for de optrædende. En af de optrædende er danske Kajsa Vala, som kan ses i videoen nedenfor:

FREDAG DEN 19. AUGUST:

København

Blue Foundation, Vega

Der er dømt fest, når dreampop-duoen Blue Foundation fejrer udgivelsen af deres kommende album ”Blood Moon” ved en releasekoncert fredag i Vega. Albummet er indspillet i Brooklyn og København i løbet af det sidste tre år, og er efterfølgeren til deres 2012-album ”In My Mind I Am Free”. Dengang fik albummet fire stjerner af GAFFAs anmelder, der kaldte det album, der ”favner bredt uden dog at miste det insisterende og forførende mørke, der kendetegner bandets originalmusik”. ”Blood Moon” udkommer den 2. september. Du kan se musikvideoen til førstesinglen ”River” fra  deres kommende album her:

Christopher, Tivoli, Plænen

Hvis du tager til Fredagsrock i Tivoli, så forbered dig på hvinende teenagepiger – Christopher gæster nemlig plænen i Tivoli fredag aften. Med en efterhånden lang række af radiohits i repertoiret og et velspillende band er der lagt i ovnen til en ægte pop-fest. Varm op med hans sommerhit ”I Won’t Let You Down”:

Odense

Gnags + Wafande, Den Fynske Landsby

I Odense er der fredag mulighed for at komme til dobbeltkoncert, når Wafande og Gnags gæster Den Fynske Landsby. Wafande har efter sin deltagelse som dommer i underholdningsprogrammet ”Voice Junior” vundet plads i mange danskeres hjerter, mens Gnags med hits som ”Mr. Swing King”, "Burhøns" og ”Vilde kaniner” i mange år har været en del af den danske sangskat. Faktisk er de i år på 50 års jubilæumsturné.

Randers

Marvelous Mosell, Café Von Hatten

Marvelous Mosell gør en dyd ud af 80'er-rytmer, spøjse rim og humoristiske rap-fortællinger – og han gør det til topkarakter. Der kan kun være fest, når den bedste danser optræder i Randers i weekenden.

LØRDAG DEN 20. AUGUST:

København

Stay True Festival, Sydhavnen - GRATIS

Vi nærmer os sidst på måneden, og hvis du er en af dem, der ikke har så mange penge på lommen, men stadig vil opleve fed live-musik, så er Sydhavnen stedet det sker. På lørdag løber endagsfestivalen Stay True af stablen, hvor der er mulighed for at høre live-musik helt gratis. I alt ni kunstnere spiller på de to scener i løbet af dagen, blandt andre Kill J, Benal og Emilie Ramirez. Også de to upcoming kunstnere, rapgruppen Natkat og sangerinden Lærke Emilie, optræder på festivalen.

The Clientele, Jazzhouse

The Clientele spiller spiller på Jazzhouse lørdag aften til bandets første koncert i København i over 10 år. Tilbage i 2013 spillede de dog på Pop Revo-festivalen på VoxHall i Aarhus, hvor GAFFAs anmelder uddelte fire stjerner og blandt andet skrev: "Det let melankolske sange var ofte i moderat tempo, og der blev til tider brugt whiskers på trommerne i et udtryk, der på én gang var tilbagelænet og samtidig kontrolleret. Publikum var begejstrede, og MacLean virkede oprigtigt beæret over den store entusiasme, der også resulterede i, at bandet som første og eneste navn på Pop Revo fik lov at spille ikke blot et, men to ekstranumre."

Bandet debuterede i 2000 med albummet "Suburban Light". Gruppen er kendt for sin britiske charme og melankolske indiepop, især sangen ”Reflections After Jane” som du kan høre nedenfor:

Aarhus

Red Warszawa, VoxHall

På VoxHall står det i humor-rockens tegn, når heavybandet Red Warszawa gæster det århusianske spillested. Med sange, der ofte siger tingene meget ligeud – gerne med så mange bandeord son muligt – og et glimt i øjet er underholdningsværdien vist i top.

Odense

Dúné + Barbara Moleko + Phlake, Den Fynske Landsby

Lørdag i Den Fynske Landsby optræder Dúne, der også får selskab af Barbara Moleko og Phlake (billedet). Dúné udgiver nyt album i slutningen af september, hvor de – som de selv beskriver i denne måneds GAFFA-blad – gerne ”ville begrave det gamle slot og stikke en ny spade i jorden.” En spade, der ud fra deres seneste single tyder på et mere poppet Dúné, end vi tidligere har kendt til. Lyt til singlen ”Never Be Alone” her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA