x

Se premiere på Månedens Demo-vinder Juju Bells nye video

Se premiere på Månedens Demo-vinder Juju Bells nye video

I dag kan talentfulde Juju Bell præsentere sin nye single "Bliss", der er produceret i samarbejde med Lasse Lyngbo, som tidligere har arbejdet med blandt andre navne som Lydmor og Vinnie Who.

Der er noget medrivende over den københavnske sangerindes nye nummer, som med en graciøs lethed inviterer lytteren ind i et idyllisk refugium, præcis som titlen indikerer. Skarpe og kantede udtryk undgås til fordel for en beroligende og drømmende atmosfære med en svævende vokal, der parallelt med omkvædets gentagende orgelmotiv i baggrunden hypnotiserer sin lytter.

Juju Bell var i januar 2015 Månedens Demo i GAFFA, hvor anmelder Hansen blandt andet skrev:

"Juju Bell er centreret omkring sanger/sangskriver Gerda Odgaard og realiseret med en række halvkendte gæstemusikere. Det er en piget popmusik, der med en fin blanding af maskiner og instrumenter lykkedes at havne der, hvor det ikke er så vigtigt, hvad der spilles på, fordi melodierne og ikke mindst stemmen er i fokus. Og det er en dejlig stemme. Sine steder minder den om Karin Dreijer (The Knife) og kan på samme måde smyge sig rundt om fraseringer og melodier og gøre selv forholdsvis komplekse melodier nemme at gå til." Læs hele anmeldelsen her.

Det er Maria Amtoft Mikkelsen, der har lavet musikvideoen, som i stil med lyden synes at bero på en tilbagelænet og lettere nostalgisk stemning. Nyd det skønne nummer lige her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA