Klaxons' pladesalg er steget markant siden prisuddelingen i tirsdags
Det var den engelske trio Klaxons, der i tirsdags løber med den engelske anmelderpris Mercury Prize foran ni andre nominerede.
Men meget kunne tyde på, at dette er et af de få eksempler på, at det faktisk kan være fedt bare at have været nomineret.
En repræsentant fra HMV udtaler nemlig til BBC, at salgstallene for de nominerede er steget markant siden prisuddelingen, så eksempelvis salget af plader med Fionn Regan steg med 212 procent i onsdags.
For Bat For Lashes var det 185 procent, Maps steg med 150 procent og Amy Winehouse solgte 50 procent flere end på en normalt dag.
Men som altid er det jo fedest at vinde, og det kan Klaxons også mærke på pladesalget. Salget af deres debutplade er nemlig steget med hele 486 procent, hvilket formodentlig betyder at "Myths Of The Near Future" går top tyve igen, otte måneder efter at den blev udgivet.
Gennaro Castaldo fra HMV udtaler, at dette viser Mercury-prisens evne til at profilere mindre kendte navne, hvilket giver dem en platform til at komme i kontakt med et langt større publikum.