Nyhed

Det synes publikum om Tønder Festival 2016

Vi har spurgt en række gæster om deres vurdering af årets festival

Den 42. Tønder Festival er slut, og GAFFAs udsendte spurgte en række publikummer om, hvad de synes om årets festival. En festival, der de senere år har genopfundet sig selv og for alvor har slået fast, at folkemusik er andet og meget mere end gamle mænd og violiner.

René Borg, 37 år, Irland (men oprindeligt fra Tønder)


Hvad synes du om årets festival?

– Det har været godt, men også mere travlt end der plejer, og så har der også været et stort fald i gennemsnitsalderen. Der har været propfyldt alle steder, når man skulle ind til koncerterne.

Hvad har været højdepunktet?


– Det har nok været det sociale. Vi har været meget sammen med vores venner. Musikalsk var det nok Anderson East, der overraskede mest. Det var ikke en koncert, vi havde planlagt at se, men han havde en fantastisk energi og en stemme som en trækbasun. Og så dansede han rundt, som var det de sidste timer på en natklub. Det var blues, taget til en helt ny dimension.

Hvad har været bundskraberen?

– The Avett Brothers. Det var for kedeligt, og lyden var dårlig, der hvor vi stod. Jeg synes ikke, de kom ud over scenekanten.


Hvem vil du gerne se næste år?

– Hayseed Dixie, Pokey LaFarge, The Young Dubliners og The High Kings.

Hvad kan festivalen gøre bedre?


– Jeg bor til dagligt i Irland, og der sker der rigtig meget på pubberne. Måske skulle festivalen tage på en inspirationstur derover for at se, hvad der sker, så ”Lille Dublin”-området kan blive endnu mere spændende.

Lone Kjær Christensen, 59 år, Ringkøbing


Hvad synes du om årets festival?

Hvad har været højdepunktet?

– Vi har været rigtig meget på Open Air-scenen på grund af det gode vejr. Men højdepunktet er nok Jacob Dinesen. Men vi lytter til alt det, vi kan komme til.


Hvad har været bundskraberen?
– Vi har ikke hørt noget, hvor vi syntes det var dårligt. Treacherous Orchestra var lidt for højt, og det var meget det samme, men måske var vi bare lidt mætte dér.

Hvem vil I gerne se næste år?
– Oysterband og Poul Krebs, men ellers har vi været fint tilfredse med det, festivalen finder på. Vi kommer i hvert fald igen.

Hvad kan festivalen gøre bedre?


– Jeg synes, det fungerer rigtig godt, at de har indført armbånd, så man frit kan gå rundt til koncerterne. Da vi startede med at komme hernede, skulle man have billetter til teltene, og det her fungerer meget bedre. Vi synes, at de nye tiltag er rigtig gode, og der sker altid noget nyt, med nye områder osv. Man kunne måske få Niels Hausgaard til at optræde i et af de større telte, men det vil han vist ikke. Vi har slet ikke været i spejlteltene, fordi køen var så lang. Men så kunne vi heldigvis bare gå hen og se noget andet.

Rikke Hellesøe, 24 år, Øster Terp og (tv) Trine Høgsberg, 25 år, Tønder.


Hvad synes I om årets festival?

– Det har været en dejlig festival. Vi arbejder som frivillige hernede og har været her i mange år. Det er en superhyggelig festival, og man lærer altid nye mennesker at kende. Det er også en meget brugervenlig festival. Vi har flere veninder, som er her med små børn. De har været rigtig glade for Open Air-scenen, hvor der er god plads, og børnene kan tulle rundt.

Hvad har været højdepunktet?


– Helt klart D.U.K og Elof og Wamberg. De var begge rigtig dygtige, og Elof og Wamberg var meget overraskende med deres reggae-inspirerede folkemusik. Vi kunne også godt lide koncerterne på Klubscenen, hvor det er mere intimt.

Hvad har været bundskraberen?

– Den første koncert med Jonah Blacksmith blev lidt langtrukken. De havde videoklip efter hver sang, og de var lidt for lange. På det tidspunkt, hvor de spillede, havde man bare lyst til at danse, og så blev det lidt kedeligt med videoerne. De skulle måske have lagt koncerten på et andet tidspunkt, og så skulle de have placeret den anden koncert på en større scene. Der var alt for proppet.


Hvem vil I gerne se næste år?

– The Elephant Sessions. Vi skulle arbejde, så dem nåede vi ikke at se. Elof og Wamberg, Jonah Blacksmith – uden video tak. Lukas Graham. Det var lidt tamt, at han meldte afbud. Og så har man jo også lov at drømme lidt: Dolly Parton, The Corrs, Emmylou Harris og Tina Dickow. Flere kvinder, tak!

Hvad kan festivalen gøre bedre?


– Skaffe mere gin! Festivalen har været fuldstændigt tørlagt for det. Og så kunne de godt gøre mere ud af maden. Vegansk mad ville være en god idé og bedre mad. Vi tror helt sikkert, at der er mange, der ville efterspørge det.

ANNONCE