Nyhed

Læs tredje del af Frankies underholdende nedtælling-til-ep-dagbog

Den tidligere Wong Boys-sanger Frank Ziyanak har gang i et nyt musikalsk projekt

Den danske sanger og sangskriver Frankie, tidligere kendt som Frank Ziyanak og som sanger i Wong Boys og Death to Frank Ziyanak, udgiver en ny ep til efteråret. Som optakt til udgivelsen skriver Frankie en underholdende dagbog i fire dele.

Du kan læse første og anden del af Frankies dagbog her

Nu er Frankie tilbage med tredje del af sin dagbog – tredje del følger næste mandag:


Kære dagbog’ish

SANNES 60 ÅRS FØDSELSDAGS’KALAS 21/5-16 :-)

Når jeg bliver hyret til et job, foregår det som oftest på den gammeldags facon – en glad gæst ser mig træde op, har haft en dejlig aften og vil så gerne have musikken med hjem i stuen. Så en gut, vi kalder Brian syntes absolut jeg skulle træde op til Sannes 60 års kalas i Dragør, og det syntes jeg også. På dagen valgte jeg at varme lidt op på Johns Kro, og nu skal det siges, at tiden op til et job nemt kan føles lidt lang, så der er jo ingen grund til at spilde den. Ud fra toilettet ansteg en lang slank djæntelmann i for kort jakkesæt (der manglede bare en tandstik i mundvigen) ,og han søgte uden svinkeærinder min retning. Manden begyndte at tale, før han overhovedet var nået frem:


“ Hey hey hey - kan du ikk’ lige betale min omgang - jeg ved godt du ikke kender mig, men jeg kommer her hele tiden - eller jeg har faktisk ikk’ været her i 2 år - jeg har jo været inde og sidde du ved - altså ikk’ noget alvorligt - bare noget med det der tjavs til næsen - hey hey hey - vil du med på toilet..?”.

Jeg “holdte mig” og var klar til at komme videre. Sanne, hendes familie og venner var så absolut ventetiden værd. Jeg blev budt velkommen med grillpøller, kartoffelsalat, en rundvisning i huset, et hvæs af en huskat og øl med håndtag. Over havens festtelt dryppede det lidt, men under gyngede det godt. Jeg husker midt i min sang "Fuck de Unge" at kigge ud over befolkningen og tænke: “Når jeg fylder 60 år, vil jeg os’ have gjort mig fortjent til så herligt selskab af gode mennesker” og som sidebemærkning “Hvis jeg kan spille dén sang her, kan jeg sgu spille den alle steder”. 

 


Din bedste ven,

Frankie


Fun Fact :

Frankie

39 år og 92kg 


Har gennemført 68% af 10. klasse og ca. 5 måneder på HF. 

—-

Frankie udgiver 1. single den 5 september fra kommende ep: "Drikke Penge". 


Musikken Udgives på : Frankie Musik Selskab. (esagv)

 

www.facebook.com/frankiemusik


 
Se også "Dagens Frankie":
 
 
 
ANNONCE