Nyhed

Deltag i GAFFA Photo Awards – nu er det allersidste chance!

Så er det oppe over, hvis du vil deltage i årets udgave af den populære fotokonkurrence for både amatører og professionelle

Sidste års vinderfoto: Bradley Griffiths fra Bloody Knees blandt publikum under en koncert i London, fotografet af Emma Lilja.

De bedste billeder af det danske musikliv fra det forgangne år skal findes, og nu nærmer deadline sig for alvor for indsendelse af bidrag til dette års udgave af GAFFA Photo Award. Her får unge fototalenter for ottende år i træk mulighed for at konkurrere på lige fod med professionelle fotografer, for alle kan indsende deres billeder, uanset udstyr og cv. Også via Instagram.

Konkurrencen blev afholdt for første gang i 2009 og startede op som et ønske om at øge interessen for musikfotografiet, og noget kunne i høj grad tyde på, at missionen er lykkedes. Sidste år modtog GAFFA flere end 2000 billeder, hvilket begejstrer redaktør Peter Ramsdal:


– Det var helt fantastisk med den store tilslutning år efter år. Det er en fornøjelse hvert år at se den store kvalitet af de mange og meget forskellige billeder, vi får tilsendt. Og det er imponerende, hvordan deltagerne på hver sin måde får indfanget magien ved blandt andet at være til en koncert eller på en festival, uanset om det er musikerne eller publikum, der fokuseres på, og det er jo det, konkurrencen handler om. At man virkelig kan indkapsle følelser via sine fotografier, og det synes jeg, folk formår utroligt flot. Uanset om det er professionelle eller amatører, og uanset om billederne er taget med dyrt eller billigt udstyr. Det vigtigste er, at billederne har personlighed.

Der bliver kåret et overordnet vinderfoto ud af de fem kategori-vindere, og der er mere at kæmpe om end blot æren af at have taget et vinderfoto. GAFFA udlodder et kontant beløb på 5000,- kroner. Konkurrencen afholdes også i Norge og Sverige, hvor GAFFA ligeledes udkommer, og som noget nyt bliver det overordnede vinderfoto valgt på tværs af de tre landes konkurrencer. Vinderen har altså taget hele Skandinaviens bedste musikfoto.

Sidder du inde med et eller flere billeder, du har lyst til at indsende til GAFFA Photo Award, kan du indsende sit bidrag direkte via GAFFA.dk/photo til og med den 1. september. På denne side kan du også læse mere om regler for deltagelse.


De fem kategorier i konkurrencen er:

Feature

Live


Portræt

Publikum

Instagram


ANNONCE