x

Danske Calvin er klar med musikvideo i Rick Astleys fodspor


Han har tidligere skrevet sange for folk som Ida Corr og TooManyLeftHands. Nu er han klar til at prøve kræfter med musikken i eget navn.

Danske Daniel Calvin, med kunstnernavnet CALVIN, har over sommeren hittet i Norge og Sverige med singlen ”Give U Up”, og sangen er allerede blevet streamet over ti millioner gange. Nu er han klar med en musikvideo til hittet.

”Give U Up” skriver sig ind i tropical house-genren, og omkvædet er fra Rick Astleys internationale hit fra 1987 ”Never Gonna Give You Up”. Det er dog ikke Rick Astleys vokal, der bruges i CALVINs sang. I stedet er der tale om en sangerinde, der indtil videre er anonym.

I musikvideoen ses den svenske blogger Freja Karlsson, der går rundt i sin lejlighed og ”scroller” i sit Instagram-feed. Med sine 15.400 følgere er Freja Karlsson et kendt Instagram-fænomen og må sige at være i sit vanlige habitat i musikvideoen.

Du kan se CALVINs musikvideo og lytte til ”Give U Up” ved at klikke på video øverst i artiklen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA