Nyhed

Se Slayers nye, blodige musikvideo (hvis du tør)

Metalherrerne har netop offentliggjort deres sidste musikvideo til "The Relentless"-video-trilogien.

Thrash metal-bandet Slayer har netop udgivet en voldelig og blodig musikvideo til nummeret "Pride In Prejudice".

Der går ikke lang tid, før blodet begynder at flyde i den nye musikvideo. Mens bandet spiller i et smukt snelandskab, vises der parallelt klip af en historie fyldt med kamp og grusomme mord. Ligeledes fremhæves kontraster, når kameraet skifter mellem billeder af en fange på dødsgangen og en familie, der pynter et juletræ.

Musikvideoen udgør sidste del af den visuelle trilogi fra Slayers album ”Repentless”, som udkom sidste år og fik tildelt fire stjerner af GAFFA. Dette er desuden tredje gang, at skuespilelren Danny Trejo medvirker i en Slayer-video.


Gutaristen Kerry King påpeger, at den seneste musikvideo er hans yndlings af alle i trilogien og udtaler til Rolling Stone:

"Slayer er berygtet for at lade artisten være artist, produceren være producer og instruktøren være instruktør. Derved fås et komplet unikt perspektiv, som aldrig strejfer langt væk fra vores."

Om arbejdet udtaler instruktøren BJ McDonnal følgende:


"Jeg er særligt spændt på denne tredje video, fordi vi i hele trilogien legede med stilistiske forskelle. Hvor én af videoerne udspiller sig som en actionfilm, er denne i højere grad et dramatisk stykke. Den endelige historie tager os ind i en verden, som er særligt dyster i tonen, hvor det mørke og det lyse kolliderer."

"Pride in Prejudice" var den sidste sang, som guitarist Kerry King musikalsk satte sammen i forbindelse med bandets seneste album. Om sangteksten udtaler bandet:

"Tom [Araya, sanger og bassist, red.] har haft det meste af teksten i 20 år. Jeg kan huske, at han skrev det til ”Divine Intervention”. Teksten blev dog aldrig brugt, men dukkede op på denne sang. Ja, det er et nyt album, men det shit er 20 år gammelt."


Musikvideoen er således sidste bidrag til Slayers "The Relentless"-video-trilogi, som nu er fuldendt.

Se splatter, vold og mord i den nådesløse musikvideo ovenfor. Du er blevet advaret.

 


 

ANNONCE