Nyhed

Ny guitarist i Hatesphere

Jakob Nyholm erstatter Henrik "Heinz" Jacobsen

Efter godt fem år i Hatesphere takker guitarist Henrik "Heinz" Jacobsen af. Han erstattes af Jakob Nyholm. Om skiftet udtaler Peter "Pepe" Lyse Hansen:

"Heinz er ikke længere en del af Hatesphere. Splittet kommer uden nogen form for overraskelse, da vi har vidst det i flere måneder. Vi skilles som de bedste venner, og grunden til hans afgang skal findes i det faktum, at Heinz ikke gider det hårde turné-liv mere samt gerne vil prøve noget nyt. Vi ønsker derfor Heinz al mulig held og lykke fremover. Han erstattes med øjeblikkelig virkning af Jakob Nyholm fra Dawn Of Demise/Koldborn. Jakob er ikke kun en virkelig talentfuld guitarist, men også en god ven af bandet, så vi ser meget frem til at skyde Europa i sænk på vores kommende turnéer sammen med ham."

Nyholm kan opleves sammen med Hatesphere den 29. oktober, hvor bandet spiller opvarmning for norske Dimmu Borgir, og til Danish Metal Awards i Amager Bio den 17. november.


ANNONCE