x

Johnny Depp skal spille detektiven, der efterforskede mordet på "Biggie"

Johnny Depp skal spille detektiven, der efterforskede mordet på "Biggie"

På billedet: Johnny Depp som guitarist i Hollywood Vampires ved Fængslet i Horsens, 1. juni 2016

Det rygtes fra pålidelige kilder, at den amerikanske skuespiller Johnny Depp skal spille LAPD-detektiven Russell Pool i den nye film "LAbyrinth". Poole brugte meget energi på efterforskningen af mordet på rapperen Notorious B.I.G. – en sag, der stadig ikke er opklaret. 

Filmen bliver baseret på bogen "LAbyrinth: A Detective Investigates the Murders of Tupac Shakur and Notorious B.I.G., the Implication of Death Row Records' Suge Knight, and the Origins of the Los Angeles Police Scandal", og vil i øvrigt have "The Lincoln Lawyer"-instruktøren Brad Furman ved roret. Udkastet til filmen bliver lige nu fremlagt for produktionsselskaber ved Venice Film Festival, skriver Hollywood Reporter, der naturligvis er til stede ved festivalen.

Christopher "Notorious B.I.G." Wallace blev skudt og dræbt i marts 1997 umiddelbart efter sin deltagelse i en efterfest til Soul Train Awards. Mordet minder meget om drabet på Tupac året før, da begge var drive-by skyderier.

Russell Poole efterforskede mordet i over et år, men blev fyret, da han inddrog en anden detektiv i efterforskningen, der ellers skulle holdes i hemmelighed. Han sagsøgte senere LAPD, da han mente, at hans rettigheder i forhold til The First Amendment var blevet krænket. Poole døde i 2015, 58 år gammel.

Poole medvirker i dokumenteren "Biggie & Tupac" fra 2002, hvor den tidligere detektiv fremlægger en række beviser fra de to mordsager. 

 

I klippet herunder kan du høre Biggies "Juicy" fra 1994-albummet "Ready To Die":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA