Nyhed

Det nye dansk rockband Aztek udgiver musikvideo til førstesinglen ”Nick Cave”

Dansk prog-rock med inspiration fra Nick Cave – lyt til den første sang fra Aztek her

Du kender dem måske ikke endnu, men det kan du komme til lige her.

Den 18. november udkommer det progressive danske rockband Aztek med deres debutalbum ”Dream Dealer”. I dag er Aztek så klar med førstesinglen ”Nick Cave” med tilhørende musikvideo – sammed dag som Nick Cave and the Bad Seeds er aktuel med deres nye album, "Skeleton Tree".

Sangen er inspireret af den Nick Caveske måde at fortælle narrativer på, som især er kendt fra albummet ”Murder Ballads”. Om sangens titel siger bandet følgende:


”Vi valgte at kalde sangen ”Nick Cave” som arbejdstitel, da vokalen og den der narrative sangstil er helt klart meget inspireret af Nick Cave. Titlen hang dog ved, og vi valgte at beholde den. Sangen er ikke ment som en decideret hyldest til Nick Cave, men at vi alle i bandet er glade for ham, vil vi ikke lægge skjul på.”

Det aalborgensiske band er udover Nick Cave også inspireret af den klassiske rock som Led Zeppelin og navne som Jeff Buckley og Opeth. Derudover har bandet også fundet inspiration i mellemøstlig musik. Aztek består af fem mand, hvor forsanger Benjamin Vestergaards kraftfulde røst danner rammen om bandets lyd.

Indspilningen af ”Dream Dealer” er inspireret af måden, som 60’ernes og 70’ernes rockalbum er lavet på. Aztek har derfor indspillet alle instrumenter i et live-scenarie og ikke lag-på-lag, for at skabe en ægte og upoleret lyd.


Du kan høre førstesinglen ”Nick Cave” øverst i artiklen.

ANNONCE