x

Se en animeret Father John Misty optræde med ny, humoristisk sang


Joshua Tillman, som går under kunstnernavnet Father John Misty, har i animeret udgave udgivet en komisk ny sang med titlen "This is America".

I nummeret synger den animerede Father John Misty hovedsageligt om død og Go-Gurt. Med sort humor reflekterer han over måder, hvorpå USA er ved at gå under, og synger i omkvædet:

"Hey now / This is America / Got some time to kill / And we need a thrill / So we die doing the dumbest of shit"

Nummeret vil kunne opleves på Brad Neelys animerede sketch-tv-program "Brad Neely's Harg Nallin' Sclopio Peepio", som sendes på Cartoon Networks "Adult Swim". Hvert afsnit varer blot et kvarter og fremviser korte sketches, sange og kortfilm. I hver episode optræder en gæstestjerne, og Father John Misty vil kunne opleves i programmet søndag den 18. september i afsnittet med titlen "For Alba".

Den amerikanske singer/songwriter, guitarist og trommeslager har tidligere været medlem af en del bands, heriblandt Saxon Shore, Fleet Foxes og The Lashes.

I maj måned gæstede han Train, hvor GAFFAS Michael Jose Gonzalez kvitterede med fem stjerner og ordene:

"Fætter John Fugtig, som han kærligt er blevet døbt af de kære Carsten Holm og Mikael Simpson på P6 Beat, veksler med stort overskud mellem det cool tilbagelænede og det mere eksplosive. Koncerten igennem har han stemmeføringen under kontrol og leverer både det smukt croonende og afmålte vokale vulkanudbrud, der medvirker til at sætte sangene yderligere i karakter."

Læs hele anmeldelsen her.

Du kan se den humoristiske musikvideo øverst i artiklen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA