Nyhed

Michael Jackson-firmaer sagsøgt for meddelagtighed i misbrug af børn

Koreografen Wade Robson er tilbage med tilføjelser til retssagen mod Michael Jackson.

Koreografen Wade Robson, som i 2013 lagde sag an mod boet efter Michael Jackson, har netop udvidet sin klage til at inkludere to af Jacksons firmaer, MJJ Productions og MJJ Ventures.

Robson hævder, at Jackson og hans nærmeste omgangskreds "udtænkte, udviklede og drev en organisation, som højst sandsynligt er verdens mest sofistikerede inden for tilvejebringelse og facilitering af misbrug af børn", skriver The Hollywood Reporter.

Wade Robson fortæller, at han mødte Michael Jackson for første gang, da han var fem år gammel, efter han havde vundet en dansekonkurrence, som blev afholdt af MJJ Productions i Australien, hvor Robson oprindeligt stammer fra. To år senere rejste han med sin familie til Californien, hvor Robsons danseensemble skulle optræde i Disneyland. Robsons mor kontaktede Jacksons daværende assistent, Norma Staikos, i håb om at de kunne arrangere et møde.


Familien blev efterfølgende inviteret til at tilbringe en weekend på ”Neverland Ranch”, hvor Robson angiveligt skulle have sovet i Jacksons seng, mens hans familie overnattede i separate gæsteværelser. Robson hævder, at Jackson misbrugte ham seksuelt for første gang i løbet af dén weekend, og at misbruget fortsatte indtil han var 14 år, hvorefter overfaldene blev mindre hyppige på grund af Robsons alder.

Robson fortæller, at han elskede Michael Jackson som en far, og at han ikke troede på, at han var blevet seksuelt misbrugt, indtil han led af et nervesammenbrud i 2012. Han har ikke arbejdet siden.

I en klage, som blev indsendt i sidste uge, påstår Robsons advokat, Vince Finaldi, følgende:


”MJJ Productions og MJJ Ventures blev offentligt fremstillet som firmaer, der er dedikeret til at skabe og distribuere multimedia-underholdning med Michael Jackson, men de tjener et dobbelt formål. Firmaernes andet skjulte formål var at drive en børnemisbrugsorganisation, som specielt var udformet til at lokalisere, tiltrække, lokke og forføre børnemisbrugsofre.”

Retssagen begynder den 13. marts 2017.

En repræsentant for Michael Jackson udtaler til New York Daily News, at anklagerne er "for dumme" til at fortjene et svar.


Michael Jackson blev i 2005 frifundet i en anden sag om misbrug af den dengang 13-årige dreng Gavin Arvizo.

I 1993 blev Jackson sagsøgt for at have misbrugt den 13-årige dreng Jordan Chandler. Sagen blev i 1994 lukket grundet mangel på beviser. Inden da havde Jackson indgået et forlig med Chandlers familie, men afviste alle anklager.

ANNONCE