Nyhed

Calvin Harris udgiver nyt nummer – handler det om Taylor Swift?

Den skotske dj har skrevet en sang, som fans tolker som en kommentar på hans tidligere forhold til Taylor Swift

Calvin Harris er tilbage med et nyt nummer, ”My Way”, som allerede kort efter udgivelsen har resulteret i massiv omtale.

Den skotske producer og dj har tidligere samarbejdet med navne som Rihanna, Haim, Ellie Goulding og Big Sean, men i "My Way" træder han frem bag dj-pulten og fremviser sin vokal.

Nummeret har en frisk og forudsigelig melodi, som drives fremad af en urokkelig stortromme, mens den strygerbaserede del udtrykker sangens iboende melankoli.


Kort efter udgivelsen af det nye nummer begyndte fans at spekulere over, om sangen er skrevet som et "break up-anthem" i forbindelse med Harris' brud med Taylor Swift tidligere på året. Parret var sammen i 15 måneder, og efter bruddet blev begge involveret i en højprofileret strid omkring, hvem der havde skrevet teksten til nummeret "This Is What You Came For", som blev produceret af Harris og fremført af Rihanna. Efter den offentlige konflikt blev det senere anerkendt, at Swift havde været involveret i arbejdet med nummeret under pseudonymet "Nils Sjoberg".

I omkvædet af det nye nummer synger Harris "You were the one thing in my way", hvilket fans har tolket som en kommentar til parrets konflikt. Om nummeret har Harris udtalt følgende:

"Sangen handler om at bryde ud af en situation, som du troede var en god ting. Pludselig er du meget mere tilpas, når du er ude af den. Og det kan være flere ting. Det kan være et job, eller det kan være et forhold. Jeg havde idéen til konceptet i et par år, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle finde den rette lyd", skriver NME.


Sidste gang Calvin Harris sang på et af sine egne numre, var tilbage i 2014 på nummeret "Summer" fra albummet "Motion", som GAFFA kvitterede for med fire stjerner. Læs anmeldelsen her.

Du kan lytte til det nye nummer herunder:


ANNONCE