x

Banks gæster Danmark

Banks gæster Danmark

Den 27. februar 2017 kan du opleve amerikanske Banks, når hun gæster Store Vega i København.

Jillian Rose Banks, som går under kunstnernavnet Banks, er autodidakt pianist og sangerinde og begyndte at skrive sange som 15-årig. I 2014 udgav hun sit debutalbum "Goddess", som GAFFA tildelte fire stjerner med ordene:

"Musikken er meget stemningsfyldt og tilpas melodisk typisk med et drivende minimalistisk beat under, og så ellers masser af synth-flader og pulserende bølger af elektroniske lyde. Banks' hviskende og til tider forvrængede vokal passer fint til dette lydunivers og resulterer i numre, der om end de minder meget om hinanden, alligevel kryber under huden, får én til at lytte og fungerer ret godt." Læs anmeldelsen her.

Den 30. september udkommer hendes andet album, "The Altar", som allerede har kastet tre singler af sig: Den FKA Twigs-inspirerede "Fuck With Myself", det fængende pophit "Gemini Feed" og "Mind Games", der leder tankerne hen på en kvindelig The Weeknd, som hun i øvrigt har varmet op for på to turnéer. Banks' lyd er blevet beskrevet som dyster og smooth elektro-r&b, meget i stil med sangerinden Aaliyah.

Banks har gæstet Danmark to gange før – på Rust i 2013, og til en 45 minutter lang koncert på Roskilde Festival i 2014, hvorom GAFFA skrev:

"Banks har uhyre interessant materiale, en herligt sprød stemme og et stærkt, direkte udtryk i både sangskrivning og stil." Anmeldelsen kan læses her.

Koncerten til februar bliver således første gang, at man kan opleve sangerinden i sin egen headline-koncert i Danmark.

Billetsalget starter fredag den 23. september kl. 10:00. Find billetter via GAFFA Live.

Varm op med hittet "Gemini Feed" herunder:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA