x

Den elektroniske danske dreampopper LHUMA udsender smuk og dyster sort-hvid-musikvideo

Den elektroniske danske dreampopper LHUMA udsender smuk og dyster sort-hvid-musikvideo

Den elektroniske dreampopper Marie-Louise Grund, også kendt som LHUMA, er nu aktuel med ny musikvideo til singlen ”TIGER”, hvor den aarhusianske undergrundskunstner tryller et originalt værk frem i sort-hvid-billeder og lyd.

LHUMA har, før hun sprang ud som soloartist, ageret frontfigur i bandet La La Naïve og har derudover været korsanger i Bodebrixen. I forlængelse af 2015-debutalbummet ”She Knight Rise” udgav LHUMA en musikvideo til nummeret ”Human Warrior”, hvor hun på smuk vis formåede at forene moder jord samt naturens styrke og skønhed i fortællingen om en kvindelig drømmekriger.

Nu er den danske artist så igen aktuel med en dyster musikvideo, som kradser om de udfordrende og voldsomme sider af menneskets vilkår samt tegner et billede af mødet med ondskaben. Til at fortælle og visualisere dette har LHUMA samarbejdet med danseren Anne Teresa Njust Høj og fotograf Ditte Chemnitz. Nummeret "Tiger" figurerer, ligesom "Human Warrior", på sidste års debutalbum.

Tilblivelsen af ”Tiger”-musikvideoen udspringer af LHUMAs egen opfattelse af ondskaben samt de grufuldheder, der florerer i verden:

”TIGER skrev jeg på et tidspunkt, hvor jeg for første gang hørte om en af de grufulde handlinger begået af ISIS. Jeg sad med min nyfødte datter på armen og læste blandt andet om, hvordan en lille pige var blevet hevet ud af hænderne på sin mor af en soldat, som stak af med barnet ind i junglen. Denne grufulde handling, og alle de andre der fulgte, gjorde et dybt indtryk på mig og gør det stadig. TIGER er en fortvivlet appel til den sidste rest af menneske bag det onde, om at levere pigen tilbage til hendes mor og stoppe ondskaben i sig selv. Ondskaben kan ikke destilleres. Den findes i os alle, og det er heller ikke så enkelt at udpege det onde, som nogle kunne ønske sig. Ligeså frustreret jeg kan blive over ISIS, kan jeg blive, når jeg oplever visse partiers holdning til, hvordan vi skal tage imod de mennesker, der flygter fra krigen. Der findes ondskab i mange former og afarter.”

Se den nye musikvideo herunder:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA