Nyhed

Heartland Festival er klar med datoer og billetsalg

Flere kulturelle felter kombineres i ét arrangement, når den fynske festival lader sine besøgende bevæge sig fra oplevelse til oplevelse.

Den 3-4. juni 2017 kan du komme med til Heartland Festival, når eventet afvikles for anden gang på Egeskov Slot på Fyn.

Heartland Festival er sammensat af fire programmer: Music, Art, Talks og Food og kombinerer dermed live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen.

I år blev festivalen afholdt for første gang og kunne præsentere internationale navne som The Flaming Lips, Mark Ronson, Marina Abramovic, Brian Eno og Editors.


Med de fire fokusområder tilbyder den fynske festival et udvidet festivalformat i bemærkelsesværdige omgivelser. Denne slags såkaldte boutique-festivaler er udbredt i udlandet, men med Heartland Festival havde formatet premiere på dansk jord i sommer, hvilket tiltrak gæster fra hele landet.

Festivaldirektør og talsmand Ulrik Ørum-Petersen udtaler:

"Vores ambition om at blive en national begivenhed, blev til fulde indfriet. Vores gæster er rejst fra hele Danmark til det midt og sydfynske. Det opfatter vi som en klar indikation af, at nysgerrige og kulturinteresserede danskere er klar til at bevæge sig på tværs af landet for at få unikke kulturoplevelser i en helt særlig ramme, som den 500 år gamle slotspark i høj grad er."


I juni fik GAFFA en snak med Ulrik Ørum-Petersen om tanken bag konceptet, samt afviklingen af den første Heartland Festival. Læs interviewet her.

De første navne på programmet afsløres i løbet af efteråret, men det er sikkert, at man igen vil kunne opleve et firedelt program med både danske og internationale navne. 

Billetter kan købes fra den 23. september klokken 10. 


ANNONCE