Nyhed

Se Ankerstjerne reflektere over sin karriere og vejen til berømmelse i ny video

Den danske rapper og producer har i selskab med Lille udgivet en ny musikvideo til singlen "Nok I Mine"

Den danske rapper og producer Lars Ankerstjerne Christensen, som går under kunstnernavnet Ankerstjerne, har i dag udgivet en ny musikvideo til nummeret "Nok I Mine" i samarbejde med rapperen Lille.

I det nye nummer reflekterer Ankerstjerne over vejen til berømmelse, herunder hvilke vanskeligheder og negative kommentarer, han er stødt på i forbindelse med sin musikalske karriere:

"I starten var det absurd, hvor mange mure jeg sku' over / Nu jeg min egen chef, og mit eget crew på min egen tour / Så jeg ik' sur, hvis du syns', at jeg ik' fortjener / Spyttede gift siden Jinks, og du' ik' min første hater".


I musikvideon ses optagelser fra Ankerstjernes livekoncerter og tourlivet, herunder optagelser af familie, kæreste og venner.

Ankerstjerne debuterede i 2007 under navnet Jinks med singlen "One Night" fra soundtracket til den danske ungdomsfilm "Rich Kids". I 2011 udgav han singlen "Tag Hvad Du Vil" under sit eget navn med Burhan G, og samme år udkom hans selvbetitlede debutalbum.

Sidste år udgav han sit andet album "For Os", der har kastet singlerne "Lille Hjerte" og "Mit Navn I Lys" af sig. GAFFA tildelte albummet tre stjerner med ordene:


"Den røde tråd på albummet befinder sig altså i Ankerstjernes tekster, som alle tager udgangspunkt i et tilbageblik på den, han var og hvor han kommer fra, på godt og ondt. Og det er klart albummets styrke, for Ankerstjerne er en fremragende historiefortæller, der formår at gøre sine tekster både personlige og interessante at lytte til." Læs hele anmeldelsen her.

Se musikvideoen til det nye nummer "Nok I Mine" øverst i artiklen.

ANNONCE