x

P6 Beat Rocker Koncerthuset for femte gang

P6 Beat Rocker Koncerthuset for femte gang

Fredag den 6. januar er der for femte gang P6 Beat Rocker Koncerthuset i DR Koncerthuset med bands fra ind- og udland i et tætpakket musikshow. Her kan publikum og lyttere opleve de optrædende kunstnere i korte, intense sceneshows bundet sammen af P6 BEAT-værterne.

De tre første navne til P6 Beat Rocker Koncerthuset er IRAH, en dansk gruppe, som udgiver alternativ popmusik, der emmer af eftertænksomhed; Bisse, en sanger med rod i dansk sangskrivertradition, og som har en legende tilgang til sit materiale; samt IAMJJ, der dyrker melankolien i folk-rockede sange med en vokal, der er dyb og forførende.

Rune Hedeman er vært på Musiktjenesten på P6 Beat. Han vil sammen med P6 Beats andre værter sørge for, at gæsterne i salen, lyttere hjemme og brugere på P6 BEATs sociale medier vil blive taget godt i hånden til P6 Beat Rocker Koncerthuset. 

”Vi glæder os til femte udgave af P6 Beat Rocker Koncerthuset. De tre første offentliggjorte navne fortæller meget præcist, at der sker en masse spændende i dansk musik lige nu," siger Rune Hedeman.

Jacob Hinchely, der ligeledes er vært på Musiktjenesten på P6 Beat, tilføjer:

“Sammen med resten af P6 Beat ser vi frem til at præsentere en masse interessante danske og udenlandske musiknavne i de smukke rammer i DR Koncerthuset. P6 Beat sammensætter en musikalsk aften med forskellige genrer. Vi lover, at der vil være overraskelser både for vores gæster i DR Koncerthuset, og dem der følger med hjemmefra."

Langt størstedelen af de optrædende vil være danske navne. I den kommende tid vil P6 Beat offentliggøre de mere end ti navne, der vil skabe et unikt musikalsk show præsenteret af P6 Beat værter. De sidste par år har showet været udsolgt i god tid før selve aftenen, og sidste år blev billetterne udsolgt på ti timer. Og det er Gustav Lützhøft, Radiochef i DR, taknemmelig for.

Tanken med P6 Beat Rocker Koncerthuset har lige siden første år været at lave et arrangement, hvor grænserne mellem radio, radioværter og lyttere for en aften forsvandt. En aften, hvor vi i fællesskab kunne mødes og hylde musikken og den gode lyd. Takket være en stærk opbakning fra musikere og musikelskere i hele Danmark kan vi igen sammen rocke koncerthuset for 5. gang," siger Gustav Lützhøft om arrangementets voksende popularitet.

Billetterne sættes til salg onsdag den 28. september klokken 12. Indtil da kan du nyde smagsprøver fra IRAH, Bisse og IAMJJ

'

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA