Nyhed

Se første video-rundvisning fra Princes hjem, som nu bliver til et musikmuseum

Det musikalske ikons tidligere bopæl, Paisley Park i Minnesota, bliver nu forvandlet til et museum, hvor fans kan komme tæt på den tidligere stjerne.

Princes tidligere hjem, Paisley Park i Minnesota, er blevet omdannet til et museum og åbner dørene for de første besøgende i dag. Nu har NBC News' Today delt et eksklusivt klip, hvor der gives en rundvisning på museet.

Prince, som døde den 21. april i en alder af 57 år, havde altid i sinde, at hans hjem skulle omdannes til et museum, når han engang gik bort. I den forbindelse efterlod han retningslinjer for, hvordan han ønskede, at gæsterne skulle gå igennem museet i løbet af rundvisningen. Det hele er dermed nøje strategisk planlagt.

Selvom åbningsdatoen blev forsinket, gav medlemmer af Princes familie et eksklusivt interview til NBC News' Today, hvor man kunne se museet inden åbningen. Rundvisningen foretages af Al Roker, som starter touren i et af Princes indspilningsstudier og indleder med bemærkningen:


"Det fantastiske ved dette sted er, at alting står helt præcist, hvor Prince efterlod det."

I studiet kan man blandt andet se den afdøde musikers håndskrevne noter på nodestativet. Al Roker besøger efterfølgende det berømte "Purple Rain"-værelse, hvor han begejstret udbryder:

"Vejrprognose: 100 procent purple rain, baby!"


Det smukke "Purple Rain"-rum indeholder memorabilia fra filmen og albummet af samme navn. Roker får også et kig ind i Princes NPG-musikklub, som er opkaldt efter kunstnerens tidligere band "The New Power Generation". Stedet bestod først af en basketballbane, eftersom Prince var en kyndig basketballspiller. I takt med at musikkarrieren tog fart, fik rummet tilføjet en scene. I salen holdt Prince sine legendariske fester og optrådte til tider for sine gæster.

I løbet af rundvisningen får Al Roker selskab af to af Princes søstre, som begge er enige om, at man tydeligt kan mærke Princes personlighed og tilstedeværelse i museet. Sharon Nelson kommenterer, at stedet er "i sandhed Prince. Han havde gennemtænkt alt det her. Han havde en vision, og han fuldførte den."

Museet er blevet beskrevet som epicentret af alle Prince-relaterede ting:


"Fans vil have den hidtil usete mulighed for at opleve, hvordan det var for Prince at skabe musik, producere og optræde inde i dette private tilflugtssted og bemærkelsesværdige produktionskompleks. I løbet af oplevelsen vil besøgende få mulighed for at se genstande fra Princes personlige arkiv, herunder hans ikoniske koncertgarderobe, priser, musikinstrumenter, kunstværker, sjældne musik- og videooptagelser og motorcykler", står der på museets hjemmeside.

Se videorundvisningen herunder:

 
ANNONCE