Nyhed

Sorg i Bamako - Issa Bagayogo er død, ca. 55 år gammel

Manden med jægerharpen, som de kaldte Tekno-Issa er afgået ved døden efter et længere sygdomsforløb. Hans unikke fusioner vil dog blive stående

BAMAKO, MALI. Issa Bagayogo er død. Lige så lavmælt, som han ankom, har han nu forladt planeten og denne by, hvor vi sidder tilbage i den fugtige og lune oktobernat. Men de fire plader på Six Degrees som han fik ud i årene omkring årtusindeskiftet vil blive stående. Den begavede måde hvorpå Issa og den franske producer, Yves Wernert, med det berømte Bogolan-studie som udgangspunkt, skabte en fusion mellem lavmælt old-school-tekno, lounge og breakbeats og jægernes gamle fede trancemusik og tilsatte det politiske tekster og samfundskommentarer, var simpelthen unik.

Vi var sjovt nok forbi Studio Bogolan tidligere i dag, hvor kultpladebutikken Mali K7 (udtalt på fransk Mali Ka'set) ligger overfor, og hvor vi som vanligt købte sjældne ting. Yves regerede i studiet i en årrække, og han så et lys i den traditionelle musiker fra Wassoulou-regionen nær Sikasso, som kunstnere som Oumou Sangaré også kommer fra. Her ville den lavmælte mand lave musik, der fik en stærk appel og var noget af det fedeste Mali-musik i en periode. Ligesom Issa måtte lide den tort konsekvent at blive benævnt Tekno-Issa i hjemlandet.

Pladerne er fantastiske fusioner, specielt har jeg været glad for Sya, som kom i 1998 og Timbuktu, som kom tre år senere. Begavede forløb med masser af spil på traditionelle instrumenter og med Yves Wernert's fantastisk diskrete beats under.


De sidste år har der været stille omkring Issa. Vi ved nu hvorfor.

Æret være hans minde.

ANNONCE