x

Gypsies holder releasekoncert på Vega i aften

Gypsies holder releasekoncert på Vega i aften

Københavnske Gypsies er efterhånden blevet et kendt navn på livescenen efter en lang række koncerter og som backingband for blandt andet Jokeren og Outlandish. Nu er de klar til at præsentere deres debutalbum ”One Hand Up”, der udkommer i dag. Et album, der blander hiphop, rock, soul, r&b, pop og meget mere og allerede har givet gruppen et pænt radiohit med ”Underground”.

Gypsies spiller derfor releasekoncert i Lille Vega i København i aften, mandag den 24. september. Koncerten vil blive suppleret med gæstesolister, som de sidste to år har arbejdet tæt sammen med Gypsies. Her kan blandt andet nævnes Jokeren, Camille Jones og to tredjedele af Outlandish, Lenny og Waqas. Dørene åbnes klokken 21.

I sin anmeldelse af albummet skriver GAFFAs Christian Grubert, at det nye album har ”masser af potentiale” og ”det er fint lykkedes at overføre liveenergien til studiet”, men han nøjes dog med at give tre ud af seks stjerner, fordi ”problemet ligger i sangskrivningen, især i det tekstmæssige, som til tider kan blive en kende naivt.” Lyt og døm selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA