Nyhed

Mark Knopfler til Danmark

Den tilbagelænede guitarguru gæster Forum og Augustenborg Slotspark 19. april og 1. juni

Den tilbagelænede britiske guitarguru Mark Knopfler udgav i sidste uge sit nye album “Kill To Get Crimson”, hans femte soloalbum, soundtracks undtaget. Et album, som han nu følger op med en turné. En tour, der gæster Danmark to gange i 2008: Den tidligere Dire Straits-frontmand besøger nemlig Forum 19. april og Augustenborg Slotspark, Sønderborg halvanden måned senere, nærmere betegnet 1. juni.

På turnéen bliver Knopfler bakket op af et stærkt hold musikere: Den mangeårige samarbejdspartner Guy Fletcher på keyboard og John McCusker på violin samt Richard Bennett på guitar, Danny Cummings: trommer, Matt Rollings: keyboards og Glenn Worf: bas.

Billetsalget til koncerterne starter mandag den 1. oktober kl. 10.00. Til koncerten i Forum er der forsalg hos Billetlugen samt hos Fona. Til koncerten i Augustenborg Slotspark er der forsalg hos Billetnet. Der vil i øvrigt være support til koncerten i Sønderborg.

GAFFAs anmelder Henrik Friis skriver blandt andet følgende om Mark Knoplers nye album: ”En fin lille rundrejse i livet, som musikalsk krydser vandet mellem de britiske øer og USA i ét væk – fra vise og swingende folk-vals til dyb, spændstig, lækker twang og støvet country-feel med fnuglet percussion. Og så er der heldigvis lidt mere af den smukke, lyriske spade denne gang. Fire store stjerner.”



Mark Knopflers hjemmeside


ANNONCE