x

Trine Dyrholm skal spille Nico i ny portrætfilm

Trine Dyrholm skal spille Nico i ny portrætfilm

Skuespillerinden Trine Dyrholm skal i en ny film spille og dermed portrættere den tyske sangskriver og sangerinde Nico, der nok bedst er kendt for samarbejdet med The Velvet Underground og Andy Warhol. 

Filmen bliver instrueret af den italienske instruktør Susanna Nicchiarelli og kommer til at hedde "Nico, 1988". Indspilningerne begynder den 7. november i Italien, skriver Pitchfork. 

Filmen vil tage udgangspunkt i årene fra 1987 til 1988, hvor Nico døde ved et cykelstyrt forårsaget af et hjerteanfald under en ferie på den spanske ø Ibiza, 49 år gammel. Instruktøren Niccihiarelli har udtalt, at Dyrholms fremførelser af Nicos sange, hvilke i filmen vil ske som flashbacks, vil fortælle os mere om Nico end nogen anden dialog eller situation i filmen. 

Nico var afhængig af heroin i over 15 år, og der er derfor en tendens til kun at fokusere på de år, hvor hendes karriere toppede, særlig i 1960'erne. Dette ønsker Niccihiarelli at ændre og siger derfor, at "de fleste folk tror, som Andy Warhol sagde det, at efter hendes oplevelser med Velvet Underground og The Factory – og efter at have haft sex med de fleste daværende rockstjerner – blev Nico simpelthen 'en fed junkie' og forsvandt… Men er det sådan, det virkelig foregik?"

Herunder kan du høre Nico og The Velvet Underground med sangen "Femme Fetale" fra 1967-albummet "The Velvet Underground & Nico": 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA