Vi har mødt den storsælgende sangerinde, der 1. oktober udgiver sit tredje album, "Pictures"
Den engelske sangerinde med de georgiske rødder, Katie Melua, erobrede det meste af verden, da hun i 2005 udgav sit andet album "Piece By Piece", der rummede den storhittende "Nine Million Bicycles"-single. Nu er hun klar med den tredje langspiller i rækken, Pictures.
Hun ser bedårende ud, sådan som hun elegant bevæger sig hen mod hotelreceptionens bløde afdeling og sekunder senere smidigt slænger sig i lædersofaen. Afslappet, men nydeligt påklædt og med de karakteristisk knaldsorte krøller omkransende det blidt markerede ansigt med de brune tekopper af nogle øjne.
Blot 23-årige Katie Melua er synonym med en succeshistorie uden mange matchende sidestykker. Georgisk født, opvokset i Nordirland, nu bosiddende i London, men det tumultariske liv til trods alligevel en vaskeægte verdensstjerne med astronomiske salgstal og en dedikeret fanskare så omfattende og sammensat som få.
Anført af singlen "The Closest Thing To Crazy" blev debutalbummet "Call Off The Search" en betragtelig sællert, men man kommer næppe uden om, at det var plade nummer to, "Piece By Piece", og ikke mindst den ekstremt udbredte single "Nine Million Bicycles", der for alvor fik karrieren på skinner og bragte sangeren og sangskriveren ud til den helt brede befolkning. Med ét var kønne Katie Melua med den sødmefuldt vuggende, mestendels akustiske og jazzede blues på alles læber.
– Mange kunstnere hader deres største hits, fordi de bliver bedt om at spille dem igen og igen, men jeg holder stadig meget af "Nine Million Bicycles". Jeg synes ikke, at jeg har spillet den for meget, smiler Katie Melua og fortæller videre:
– Det er faktisk lidt sjovt med den sang, for da vi indspillede den, tænkte jeg slet ikke på, at den kunne fungere som single. Den var så usædvanlig, og den formidlede budskabet ”jeg elsker dig” på en lidt fjollet måde, men i dag er jeg glad for, at det blev denne lidt skæve sang, der blev valgt som single frem for én eller anden mere almindelig popballade.
Samarbejdet med Mike Batt
Oprindeligt blev Katie Melua opdaget af den garvede sangskriver Mike Batt, som ikke tøvede med at tilbyde sangfuglen en pladekontrakt hos mandens eget selskab, Dramatico, og som siden har fungeret i et tæt samarbejde med Katie Melua. Både kunstnerisk og forretningsmæssigt.
– Mike Batt har betydet en hel masse for mig. Han er ikke bare min manager og ham, der står for økonomien, men samtidig en kolossal sparringspartner i de kreative processer. Han skriver cirka halvdelen af sangene, og jeg synes næsten, at det er uretfærdigt, at ”vi” bare kalder os ”Katie Melua”, for det er snarere et fælles ”Katie Melua og Mike Batt”-projekt, forklarer Katie Melua.
Manden kommer næppe nogensinde til at figurere på et Katie Melua-cover, for det kunstneriske samarbejde ophører efter det nye album, "Pictures", der således fungerer som trilogi-afrunder, både hvad angår Katie Meluas foreløbige diskografi og den intense kollaboration med Mike Batt. Begge føler ifølge Katie Melua, at de sammen nu har udforsket den samme musikstil tilstrækkeligt, og at det er på tide, at sangerinden prøver kræfter med andre producere og sangskrivere.
– Jeg er meget spændt, for jeg ved ikke helt, hvad der skal ske nu. Det hele er ret uforudsigeligt, og jeg er en lille smule nervøs, for der har været en skøn tryghed i samarbejdet med Mike, idet vi kender hinanden så godt. Han ved, hvor langt han kan presse mig som sanger, ligesom jeg ved, hvor langt jeg kan skubbe ham som sangskriver og producer. Men vi mener begge, at det er nødvendigt at splitte op nu, fastslår Katie Melua.
Hun skynder sig dog at cementere, at hun virkelig har befundet sig godt på Mike Batts Dramatico-selskab, hvor hun har profiteret af nogle små rammer, der helt naturligt har skabt et nærvær og en gensidighed, man måske ikke altid finder hos de store pladeselskaber.
– Det har været fedt. Jeg har ganske vist ikke rigtig noget at sammenligne med, for jeg har aldrig været på et stort pladeselskab, men jeg forestiller mig, at man som kunstner har en masse at kæmpe mod på et stort selskab, hvor det skal gå gennem hundredvis af folk, hvis man er utilfreds med noget, gisner Katie Melua og fortsætter:
– På Dramatico er der kun Mike og jeg til at finde ud af tingene, og derfor føler jeg, at jeg har stor kontrol over min musik såvel som hele forretningsdelen. Det er jeg meget taknemmelig for, for sådan er der ikke mange, der har det.
Læs resten af interviewet i GAFFA oktober, der er på gaden nu