Nyhed

Den moderne visesanger Marc Facchini slipper interaktiv musikvideo i 360 graders virtual reality

“Menneske” er den anden sang fra Marc Facchinis debutalbum, der får en musikvideo – denne gang i et innovativt format.

For to måneder siden udsendte Marc Facchini sin første musikvideo til nummeret “Når Jeg Har Dig Tæt På Mig” fra debutalbummet “Mørk Mandala”, der udkom den 21. oktober. Nu er den danske visesanger klar med sin anden musikvideo. Denne gang er det sangen “Menneske”, der er blevet tilsmilet levende billeder, og det i form af en musikvideo i 360 graders virtual reality.

Musikvideoen er udarbejdet i samarbejde med den svenske kunstnergruppe Bombina Bombast. Marc Facchini fortæller om videoen:

“Det passer godt til “Menneske” at få en video til sig, som er i 360 graders virtuel virkelighed. Selve nummeret handler om alle de ting, vi har til fælles, og hvor forskelligt de ting kommer til udtryk, efterhånden som vi lærer hinanden bedre og bedre at kende. I videoen skal man vælge imellem fem forskellige menneskers fortolkninger af de ting, jeg synger om i nummeret. På den måde kommer videoens interaktive del til at formidle et passende budskab om, at det, som essentielt skiller os mennesker ad, er de valg, vi træffer. Det er de ting, vi vælger fra for at kunne vælge noget andet til.”


360 graders virtual reality er stadig en forholdsvis ny videoteknologi, og derfor er der også begrænsede muligheder for at se musikvideoen optimalt.

“VR-videoerne fungerer allerbedst ved brug af en regulær VR-brille, men du kan også få en flot, interaktiv oplevelse ved at benytte dig af din smartphone eller din computer. Til computer er Google Chrome klart at anbefale til VR-videoer, da teknologien oprindeligt er designet specifikt til dén browser,” forklarer Marc Facchini.

Se oplev den eksperimentelle video ved at klikke på billedet over artiklen.


ANNONCE