Nyhed

GAFFA Sessions vender tilbage – første arrangement er i morgen tirsdag med Lorenzo Woodrose

De populære live-interviews med minikoncerter kan opleves i KU.BE på Frederiksberg i november og december

GAFFA ændrer nu lidt i rammerne omkring vores populære GAFFA Library Sessions. Eftersom vi skifter location til kulturhuset KU.BE på Frederiksberg, ændrer vi navnet til GAFFA Sessions i stedet. 

Det velkendte koncept forbliver selvfølgelig det samme: GAFFA Sessions er live-interviews og akustiske mini-koncerter i intime rammer, hvor publikum kan komme helt tæt på nogle af landets største og mest interessante musiknavne. Som altid styrer GAFFAs mangeårige skribent Henrik Tuxen slagets gang.

Vi slutter 2016 af med to vidt forskellige artister, som begge byder på en spændende og anderledes historie inden for musikbranchen – både når det gælder karriere og sangskrivning. Første arrangement finder sted allerede tirsdag den 8. november.

Lorenzo Woodrose (billedet) 8. november

”Born to Lose” hedder dokumentarfilmen om Lorenzo Woodrose, der må siges at have klaret sig ganske fint fra en status som selverklæret taber. Lorenzo, blandt venner Guf, har altid gået sine egne veje, haft sine meningers mod og er den bærende kraft i Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, hvor sidstnævnte, langt inde i karrieren, er blevet ikke så lidt af en prisvindende publikums- og anmelderfavorit. Og album- og koncertaktuelle Baby Woodrose strøg for nylig ind som nr. 1 på vinyllisten og spillede en forrygende udsolgt koncert i Pumpehuset. Det går sgu meget godt.

Mød manden på slap line til live-interview på KU.BE, hvor Guf også har taget sin guitar med og meget tænkeligt giver et par numre. Hør om hans musikalske garagerock-kærlighed, hans liv og passioner og selvfølgelig om Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, og stil selv et spørgsmål eller to.

Se frem til en eksotisk aften med en af dansk rocks absolut mest originale, stærke og karismatiske personligheder.

GAFFA Sessions – Lorenzo Woodrose
8. november
19.30 – 21.30
KU.BE

Alle kan købe billet til 85 kroner + gebyr via gaffa.dk/plus.

GAFFA Guld-medlemmer kan købe billet til 50 kr + gebyr.
Send en mail til [email protected] for at få tilsendt særskilt rabatlink.

Du kan blive medlem af GAFFA Guld for kun 29 kr om måneden. Se mere på gaffa.dk/plus

Læs mere på Facebook


 

Ida Gard, 5. december

Oplev fortryllende Ida Gaard fortælle historien bag sit seneste album og nyd et par akustiske live numre i KU.BE's fantastiske sal med den særlige akustik.  


Læs mere og køb billet til arrangementet her.

ANNONCE