Nyhed

Carnivore kommer til Danmark

Det sagnomspundne metalband spiller to koncerter i december måned

Newyorker-bandet Carnivore nåede kun at indspille to plader inden opløsningen i 1987, men har alligevel haft en vigtig rolle i metalhistorien.

Ikke så meget på grund af sange som "Jesus Hitler" og "God Is Dead", men nærmere fordi manden, der skrev og sang sangene, hedder Peter Steele og efterfølgende dannede Type O Negative.

Mens Steele fokuserede på sin nye succesfulde orkester, blev Carnivore primært dyrket som et kultfænomen, men sidste år valgte frontmanden at gendanne bandet (med tre nye medlemmer) for at spille en række koncerter.


Bandet gæstede blandt andet den store metalfestival Wacken Open Air, og nu er gruppen taget på endnu en turné, der denne gang bringer dem forbi Danmark.

Det betyder at Carnivore kan opleves på The Rock i København 2. december og på VoxHall i Århus 3. december. Glædelig jul!

ANNONCE