Natasja må nøjes med andenpladsen efter pladen med de unge MGP-kunstnere
I sidste uge røg "M:G:P: 2007 De Unges Melodi Grand Prix" direkte ind på førstepladsen på den danske albumhitliste, og der finder man også pladen i denne uge.
Pladen bliver dog skarpt forfulgt af albummet fra Natasja, der bærer titlen "I Danmark Er Jeg Født", og som netop er blev udsendt præcis tre måneder efter hendes død.
Resten af top fem udgøres i denne uge af Paul Potts-albummet "One Chance", Tina Dickow med "Count To Ten" og James Blunt med "All The Lost Souls".
Natasja-albummet er ikke den eneste nyhed i top ti i denne uge. Det seneste, meget roste album fra Michael Falch & Boat Man Love hedder "Sang Til Undren" og lander på en niendeplads i denne uge.
På de følgende ti pladser finder man en hel stribe nyheder. "Echoes, Silence, Patience & Grace" med Foo Fighters er nummer elleve, "Life Of A Ghost" med Blue Foundation er nummer tolv, "De Tørre & De Bedste" med Johnny Madsen ryger ind som nummer tretten i denne uge, "White Chalk" fra PJ Harvey sætter sig på attendepladsen, og Claus Hempler ligger nummer tyve med albummet "Return Of The Yes Man".