Nyhed

Laust Sonne om Ken Gudman Prisen

Multitrommeslageren modtager den prestigefylde pris i Amager Bio 7. oktober. Vi har fanget ham for en kommentar.

Galleri: Billeder fra showet, ved Martin Rosenauer, http://www.rosenauer.dk

Det er nu officielt, at Laust Sonne er en af landets fremmeste og mest alsidige musikere. Fonden bag Ken Gudman Prisen har udpeget den 32-årige trommeslager som modtager af hæderen, der hvert år tildeles en dansk musiker.

– Jeg ser det som et kæmpe klap på skulderen fra branchen, da det er musikernes pris og på den måde anderledes end andre priser, siger Sonne om udmærkelsen.


Han er den fjerde musiker, som modtager prisen, der blev indstiftet efter den alsidige trommeslager Ken Gudmans død i efteråret 2003. Fælles for de tre foregående modtagere er, at de alle er en generation ældre end Sonne.

– Det gør mig ekstra glad. Jeg ser det også som en erkendelse af, at jeg har været hurtig til at brede mig ud og blive populær, vurderer den kommende prismodtager.

Hovedkriterierne for hæderen er personlighed, musikalsk håndværk og integritet. Og de passer på årets modtager, mener han selv:


– Jeg har ikke haft behov at lave noget musik, som jeg ikke har haft lyst til, ligesom personlighed er det, jeg arbejder efter som musiker. Og så har jeg spillet trommer, siden jeg var tre år, så jeg vil også mene, at jeg har håndværket i orden, påpeger Sonne.

Den 7. oktober får han officielt overrakt hæderen ved et show i Amager Bio. Ved den lejlighed kan man opleve Laust Sonne i alle de konstellationer, han har optrådt i, siden han i 1998 kom tilbage til Danmark efter fire år i udlandet. Det være sig D-A-D, Tim Christensen (Sonne spillede trommer på debuten Secrets On Parade), Dear, Dicte og Bugpowder. Prismodtageren arbejder for tiden på et nyt Dear-album og er også i gang med skrivefasen til det næste D-A-D-album. Begge ventes at udkomme næste år.

 


Læs mere om Ken Gudman Prisen

ANNONCE